Undskyld det mærkelige spørgsmål. Men det er ikke mig, der er mærkelig, det er Per Bilde. Han har i Kristeligt Dagblad for den 7-2 2012 (se her) et angreb på Peter Kemp, hvori han tilsyneladende nægter, at Jesus havde tænkt sig, at det fællesskab, han skabte mellem sig og disciplene, mens han vandrede omkring, skulle fortsætte efter hans død. Det vender vi tilbage til.
Først er der imidlertid grund til at undre sig lidt over, at Per Bilde ikke refererer Kemp ordentligt. Nå, ja, det er noget, man tit er ude for: man kommer i kampens hede til at referere sin modpart forkert, måske fordi man har for travlt, måske fordi man lettere kan imødegå den forkerte opfattelse end den, han virkelig har.
Kemp har opstillet to måde at kritiskere kristendommen på, den videnskabelige kritik, og den historiske eller moralske kritik. Den historiske angriber Bilde først: man må sandelig ikke tro, at man med de eksempler på kristne mennesker, der har gjort noget godt i historiens løb, har noget som helst bevis på kristendommens sandhed. Og det mener han virkelig sådan for alvor, at Kemp påstår. Han kalder det endda for Kemps vigtigste argument: ”Kemps vigtigste argument for kristendommen består i, at han hævder, at kristendommen har bidraget positivt til de europæiske idéer om lighed, demokrati, fornuft og menneskerettigheder”.
Det er højst besynderligt. Kan manden ikke læse? Kemp skriver dog udtrykkelig efter at have nævnt de indvendinger, man kan fremføre mod den historiske kritik af kristendommen: ”Men det er rigtigt, at kristendommens sandhed ikke kan bevises ud fra dens virkninger. Selv hvis de fleste kristne gennem historien havde opført sig som engle, ville det ikke være noget bevis på, at Jesus talte sandt om tilværelsen og slet ikke, at kristendommen som historisk institution sad inde med sandheden”. Hvordan kan dog Per Bilde gøre et argument, som Kemp forholder sig sådan til, til hans vigtigste argument for kristendommen?
Nå, lad det ligge!
Overfor den videnskabelige kritik af kristendommen gør Kemp i sit forsvar opmærksom på, at Jesus talte i poesiens sprog. Han brugte sproget på samme måde som digtere i det hele taget: han brugte det til at tale om noget andet end det, vi kan se og berøre. Han talte i lignelser. Og Kemp vil vistnok mene, at al kristen tale er holdt i poesiens sprog. Jeg ville foretrække at kalde det et mytisk sprog, men at han kalder det et poetisk sprog gør ingen skår i min glæde. Han nævner som eksempel ordet om, at ingen spurv falder til jorden, uden at den himmelske far er med i det, og ordet om, at alle hovedhår er talt på os.
Kemp slutter: ”Det er den kristne tros trumf over videnskabstroen. Jesus var overbevist om, at han bragt Gudsriget til verden og stiftede sit fællesskab af disciple i det lys. Men hans appel kan ikke udtrykkes på anden måde end gennem det poetiske sprog, som Jesus talte. Dette sprog åbner for en dybde i tilværelsen, som kun det kan åbne for. Derfor talte Jesus om Himmeriget eller Guds Rige.”
Men den trumf skal den kristne tro sandelig ikke have lov at beholde, mener Per Bilde. Han indvender imod det: ”Denne sidste sætning kunne tyde på, at det gudsrige, som Jesus ifølge Kemp bragte ind i denne verden, var disciplenes fællesskab eller den kristne kirke. Hvis det virkelig er Kemps opfattelse, må den betegnes som historisk fejlagtig, da Jesu ”gudsrige” var en eskatologisk størrelse og – vel at mærke – en jødisk eskatologisk størrelse”.
Og ikke sandt, nu kommer videnskabsmanden frem, nu dukker historikeren op af sit skjul, nu hæver han pegefingeren overfor os uvidende: ”Næ, hør nu, dette er historisk fejlagtigt”. At dog en ellers vidende mand som Peter Kemp kan mene noget sådant! Jesu ”gudsrige” (i anførselstegn) det véd dog enhver nogenlunde velinformeret historiker, var en jødisk eskatologisk størrelse (hvad så det er).
Jeg har tidligere ”taget livtag” med nogle af Per Bildes historiske påstande, se her. Og jeg gav dengang udtryk for, at netop, når vi holdt os til det historiske, med frasortering af alle kristne trossætninger, kunne vi føre en nogenlunde meningsfuld dialog. Det mener jeg stadig. Men jeg har alligevel Per Bilde mistænkt for, at hans kristendomsfornægtelse her fører ham på vildspor også i historisk henseende. Jeg gjorde dengang opmærksom på, at historievidenskab ikke, som naturvidenskab, er en eksakt videnskab, der med 100%s sikkerhed kan sige, hvordan tingene forholder sig. Og det undrer mig derfor såre, at Per Bilde, der vel skulle have den samme opfattelse af historievidenskabens usikkerhed, kan udtale sig så skråsikkert, som han gør her.
Er det virkelig historisk fejlagtigt at mene, at det gudsrige, som Jesus bragte ind i denne verden, er disciplenes fællesskab eller den kristne kirke? Dengang, den 12-7 glædede jeg mig over, at Bilde mente, at Jesus ”hen imod slutningen af sin offentlige virksomhed begyndte at forudse sin egen død, som han måske også på forhånd tolkede som en martyrdød”, se hans artikel her. Det gjorde han ‘måske’, ja, og her er vi nok nødt til at indsætte et ‘måske’. Men med hensyn til de kristne, som Paulus forfulgte, behøver vi vel ikke skrive ‘måske’. De var da martyrer, simpelthen. Og de mente da også om sig selv, at de var Jesu efterfølgere. Det vil sige: disse ældste kristne martyrer er et bevis på, at ”det gudsrige, Jesus bragte ind i verden, er disciplenes fællesskab eller den kristne kirke”. Og selv om meget af det, der fortælles om urmenigheden, nok for det kritiske blik må smides i den historiske uvisheds brokkasse, så må dog vist denne kendsgerning blive tilbage.
Blandt de mange ting, der temmelig kraftigt antyder, at Jesu gudsrige er disciplenes fælleskab eller kirken, hører nadverfejringen til de antydninger, der næsten nærmer sig bevis. Man kan stille spørgsmålstegn ved utrolig mange Jesus-ord, og hvis man – med Peter Kemps ord – er tonedøv overfor den kristne poesi, vil det måske være hovedparten af Jesus-ordene, der får et spørgsmålstegn hæftet på sig. Men noget af det, som dog vist næsten enhver må bøje sig for er ægte Jesus-ord, er nadverordene. For kilderne fortæller, at man i urkirken lige fra første færd har fejret nadveren, fra et senere tidspunkt også ikke-kristne kilder. Og at forestille sig, at andre end Jesus selv har ”opfundet” nadveren, er ret absurd.
Til gengæld trænger disse ord i høj grad til tydning. Bekendt er det vist, hvordan netop nadverordet ”Dette er mit legeme” var anledning til store stridigheder på reformationstiden. Jeg vil mene, at Jesus med disse ord dels vil betegne sin egen død som en martyrdød, og dels vil opfordre disciplene til – også de – at være villige til at tage martyrdøden på sig. Men min opfattelse er i denne sammenhæng af mindre betydning. Af betydning er kun ordenes ægthed, forestillingen om, at de virkelig går tilbage til Jesus selv. For kan vi blive enige om, at nadverindstiftelsesordene går tilbage til Jesus selv, fordi nadverindstiftelsen selv går tilbage til ham, så må dog deraf med nødvendighed følge, at Jesus ikke regnede med, at hele hans virke, hans budskab til menneskeheden, var opløst og forsvundet med ham selv; så må det dog blive en uundgåelig konklusion, at Jesus regnede med, at hans disciple ville forsamles og danne fællesskab efter hans død, som de havde gjort det før hans død.
Om vi så regner alle Jesus-ordene i afskedstalerne i johannesevangeliet for uægte, om vi mistænker alle lidelsesforudsigelserne for at være noget, menigheden har føjet ind, nadverindstiftelsen bliver dog tilbage som en ren historisk kendsgerning, der ikke er til at komme udenom. Og den viser med al ønskelig tydelighed, at Jesus regnede med et efterliv for det fællesskab, han havde indledt med sine disciple.
Det ændrer den såkaldte ”nærforventning” intet ved. Det er ganske vist mærkeligt, at et Jesus-ord som det i Mark 9,1 er blevet overleveret: ”Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde”. Og det er også mærkeligt, hvad Paulus skriver om Herrens komme: ”For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. v17 Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”. (1 Thess, 4,16f). Her går han ud fra som en given ting, at han selv vil høre til dem, der lever og endnu er her.
Men hvordan kan det, at Kemp ikke nævner disse ting, berettige Per Bilde til at hævde, at Kemps kristendomstolkning er tynd og vilkårlig: ”Her [dvs. hos Kemp, rr] er Jesu jødiske eskatologiske projekt forsvundet ligesom Paulus’ håb om opstandelse fra de døde og de troendes forvandlede tilværelse sammen med den opstandne Jesus i himlen eller i ”luften” (1. Thess. 4,17). Her er Gud og Satan borte ligesom himmel og helvede. Her er troen på Jesus som ”frelser og forsoner” borte ligesom den kristne mystik”.
Nu har jeg ikke læst den bog ”Filosofiens verden”, som Kemp har udgivet og som er anledning til kronikken i Kristeligt Dagblad. Det har vist Per Bilde heller ikke. I en beskrivelse af bogen hedder det (se her): ”Som filosof er Peter Kemp en helhedstænker – overbevist om at sandheden er det hele, som Hegel sagde, men samtidig enig med Adorno i, at det hele er det usande, når man kaster sig i armene på letkøbte ideer og glemmer at udøve den kritik, som må og skal afprøve vore ideers og institutioners holdbarhed og troværdighed”. Blandt andet ud fra en beskrivelse som denne, men også ud fra, hvad jeg i øvrigt kender til Peter Kemp, vil jeg formode, at han nok har husket at gennemføre den kritik, som de af Bilde anførte skriftsteder giver anledning til.
Så for mig at se er det ikke Peter Kemps kristendomsfortolkning, der er tynd og vilkårlig, det er Per Bilde, der i sin kristendomsfornægtelse bliver lige lovlig skinger i sin tone.
Det er et langt svar, du har til dit spørgsmål, om Jesus grundlagde en Kirke. Det korte svar er. at Jesus efter et overleveret Jesusord byggede en Kirke på den apostel, der bekendte ham som Guds Søn. Jesus havde selv, efter det sene Johannes evangelium ændret Simon Jonas søns navn til Kefas, klippen, og på den klippe byggede Jesus sin Kirke og kaldte Simon – Peter, klippen. Og Jesus gav ham nøgler til at binde og løse med, så det har gyldighed i himlen.
@ Claes!
Opgaven var at give et svar, som selv den mest skeptiske historiker (læs: Per Bilde) kun vanskeligt kunne skyde igennem.
Jeg forstår dit svar Ricardt Riis, men du kan godt kræve af den mest skeptiske historiker, at han viser, at ordet fra Mattæus evangeliet ikke er et ægte Jesus ord. Det er ikke uden videre indlysende, at de overleverede Jesus ord er uægte. Var de det, så er tvivl på Jesu historiske eksistens det mest nærliggende, sådan som Georg Brandes så det. Selve den kristne Kirkes eksistens er imidlertid et indicium der peger på, at Brandes tog fejl ligesom andre Jesus nægtere og at vi har adgang til det budskab, Jesus kom med.
@ Claes!
Ok, nej, du har ingen anelse om, hvor fantasifulde skeptikere er, når det drejer sig om at finde modforklaringer til de traditionelle forklaringer. Og i betragtning af, at en del Jesus-ord faktisk kan påvises at være fordrejede, er det vel også rimeligt nok, at det er den, der påstår ægtheden, der har bevisbyrden.
Ordet fra Matt 16 om Peter som klippen var således særdeles omdiskuteret på Luthers tid. Luther henviste til, at Peter kun var repræsentant for de øvrige apostle; i Matt 18,18 er det således alle disciplene, der får tildelt nøglemagten, ligesom for øvrigt i Joh 20,23. Luther spurgte også om, hvornår Peter fik overdraget nøglemagten; var det før hans fornægtelse eller efter? Var det før den fatale begivenhed i Antiokia, omtalt af Paulus i Gal 2, eller efter? Joh, for der står jo ”dabo”, ”jeg vil give dig”, underforstået, ”jeg giver dig den ikke lige her og nu”.
Så blandt andet derfor tog jeg mig tid til at acceptere en meget større skepsis, end jeg ellers ville have gjort, og vise, at selv for en sådan enorm skepsis er nadverindstiftelsen et uomgængeligt bevis på, at Jesus regnede med, at hans fællesskab ville leve videre.
Ja, nadverfællesskabet lever videre. Kristne bryder brødet og mindes hin aften inden Mesterens død. Den død, hvor hans legeme blev brudt for os og hans blod udgydt for vore synders skyld. Den kristne Kirke er et levende vidnesbyrd om dette mystiske offer, hvor en retfærdig døde for de uretfærdige og en sejr blev vundet over død og djævel, så selv fantasifulde skeptikere kan føle sig sikre på en lys fremtid. I tro kan de tilegne sig det velsignede HÅB og frydes allerede nu.