I Kristeligt Dagblad for den 2-2 er der en besynderlig kommentar af Kenneth Berg, sognepræst i Bindslev, se her. Han vil rehabilitere relativismen efter det angreb, som Jens Ole Christensen havde foretaget mod den i samme blad den 27-1, se her. Alt sammen afstedkommet af Kjeld Holms påstand om, at det relative er foreneligt med kristentroen, se her.
Men sikke dog noget vrøvl, der er kommet ud af det for Kenneth Bergs vedkommende!
Lad mig slå ned på det værste vrøvl og den mest iøjefaldende selvmodsigelse med det samme! Berg skriver: ”I begyndelsen sparede Hitler ikke på referencerne til Gud. Og i kirkerne var man – over en bred kam – begejstrede. Her var én, som stod urokkeligt fast på værdierne: Gud, fædrelandet og den moralske orden. Hvor troen på Gud spillede en rolle i modstanden mod nazismen, var det ikke nødvendigvis som garanten for evige værdier. Da var det nok snarere som relativerende faktor: Gud alene er Gud. Der er ikke noget menneske eller menneskeligt tankesystem, som kan afkræve os betingelsesløs lydighed. Påkaldelsen af evige og urokkelige værdier er dermed ret gennemgående en måde at legitimere en eller anden form for umenneskelighed på”.
Altså: Berg hævder, at Breivik stod urokkelig fast på værdier. Han hævder, at Hitler gjorde det samme. Men han hævder så sandelig også, at Hitlers modstandere indenfor kirken stod urokkelig fast på værdier. Blot lader han, som om de var relativister. Sikke noget vrøvl! At der ikke er noget menneske eller menneskeligt tankesystem, der kan afkræve os betingelsesløs lydighed, er det ikke en værdi? Det forekommer mig, at der her i høj grad er tale om en værdi, endda en urokkelig og evig én af slagsen.
Man kan godt give ham ret, når han siger, at ”påkaldelsen af evige og urokkelige værdier er en måde at legitimere en eller anden form for umenneskelighed på”. Men man må føje til, at ”påkaldelsen af evige og urokkelige værdier er en måde at legitimere sin kamp mod al umenneskelighed på”. At det sidste er rigtigt, har han lige bevist ved at nævne de værdier, som Hitler-modstanderne holdt for sande: intet menneskeligt tankesystem kan afkræve os betingelsesløs lydighed.
Med andre ord: Berg sætter skellet et helt forkert sted. Han tror, at skellet går mellem at fastholde urokkelige værdier og at være relativist. Løgn og latin! Det går – naturligvis, havde jeg nær sagt – mellem to forskellige slags værdier, mellem ét sæt værdier, der tillægger ordet og ordets frie løb værdi, og et andet sæt, der taler om kirkens eller partiets eller folkets magt. Skellet går mellem et sæt værdier, som man opfordres til at holde for så vigtige, at man er villig til at dø for dem, og et sæt værdier, som er så vigtige, at man skal slå ihjel for dem.
Tror han ikke, at Hitler-modstanderne havde værdier? Selvfølgelig havde de det. Det var oven i købet den slags værdier, som de fandt så vægtige, at de var villige til at dø for dem. Og hvad var det lige, Stoltenberg, den norske statsminister, gjorde efter Breiviks udåd? Var det ikke netop at henvise til værdier, som hidtil havde båret det norske samfund: samhørighed, vilje til at kæmpe for de demokratiske idealer? Men det skal vi måske bare opfatte som udslag af relativisme, som noget, der kan være lige så godt eller lige så skidt som alt andet!
Men jeg kan godt genkende denne relativisme fra megen anden teologisk tågesnak. Og jeg skal tillade mig at komme med et eksempel, der viser, at sådan teologisk tågesnak langtfra er harmløs.
Omkring år 1900 prøvede man i tyske teologiske kredse at gentænke Luthers skelnen mellem verdslig og gejstlig øvrighed. Og man nåede frem til – ganske fejlagtigt, skulle det vise sig – at den verdslige øvrighed var og skulle være en jernnæve, og at den gejstlige øvrighed egentlig ikke kunne indvende noget imod det, den verdslige foretog sig. Se, DET var relativisme i renkultur. Man havde glemt alle Luthers tanker om den naturlige lov, om, at Gud ikke blot stod bag ordene i bibelen, men også bag de forestillinger om retfærdighed, som sproget indeholder. Man overså fuldstændig hans formaninger til soldaten om at flygte langt bort, hvis hans fyrste ville indlede en angrebskrig, se her. Luther fortsætter: ”For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten.”
”Imod Gud og imod retten”, ok nej, vi lever i en helt anderledes oplyst tid, vi bruger ikke mere disse gammeldags begreber som ”naturlig lov” og ”retfærdig krig”. Det kunne man ikke få passet ind i sin Luther-tolkning, og at Luther kunne det, anfægtede én ikke synderligt.
Som sagt: det hævnede sig. Den tyske Hauptpastor W. Görnandt, præst i København efter krigen, skrev i Deusche Nachrichten, et blad, der udkom i de tyske flygtningelejre her i landet: ”Af den grund, mener Luther, må menneskene indordne sig under lovens tvang, og de har ingen ret til oprør og modstand. Men også denne underordnelsespligt har en tydelig grænse: hvis de “overordnede” forlanger noget, der klart går imod Guds vilje, så skal de ikke adlydes; ja, Luther går endog så vidt, at han opstiller en ret til at nægte krigstjeneste for dem, som er fast overbevist om den pågældende krigs uretmæssighed. Man kan jo prøve at forestille sig, hvilken håndgribelig aktuel betydning dette råd fra Luthers side ville have kunnet få i de foregående år, hvis man blot havde rettet sig efter det” se her.
Ingen var i tvivl om, at det var Hitler, der begyndte krigen. Og hvis nu en del generaler, såmænd bare lidt under halvdelen af dem, der gjorde tjeneste i 1939, havde nægtet at være med til at angribe Polen, så ville krigen være faldet anderledes ud. Men det faldt ingen af dem ind. Hvorfor ikke? Blandt andet, fordi teologerne i begyndelsen af århundredet havde nægtet, at man kunne kende forskel på godt og ondt.
Og nu er der så igen teologer, der nægter at kende forskel på godt og ondt, ja ligefrem påstår, at en sådan relativisme er bedre end en fastholden ved ”urokkelige og evige værdier”.
Nej, må jeg så be’ om den unge pige, som Jens Ole Christensen citerer om Breivik-massakren: ”Jeg er ikke postmoderne. Jeg tror, noget er rigtigt, og noget er forkert. Det her er forkert.”
Selv relativister tror inderst inde på absolutte værdier og absolutte sandheder. Ingen tror for alvor på, at alt er lige godt og at selvmodisigende påstande er sande. Relativismens ærinde er snarere at løfte låget fra absolutismens trykkoger, så dampen kan slippe ud, at skabe mulighed for eftertænksom tvivl. Når mennesker udtrykker sig meget sikkert, er der ofte facetter de har overset. De absolutte sandheder er ofte hverken absolutte eller sande. Relaltivismens berettigelse er at sige- prøv lige at tænke dig om engang til, der er vel ikke noget du har glemt? -