Ricardt Riis

Egentlig har jeg altid været tilhænger af, at man skulle adskille kirke og stat. Blot har jeg aldrig gidet argumentere særlig kraftigt for det. Men noget tyder på, at man måske skulle se at få sig taget sammen til at gøre noget ved det. Det formelig vrimler med misforståelser i både den ene og den anden retning, misforståelser, som en adskillelse ville kunne råde bod på, fordi den ville gøre forholdet mellem kirke og stat langt mere gennemskueligt.
Først er der nu alle de misforståelser, som Charlotte Dyremose, konservativt medlem af folketinget (dog på barselsorlov for tiden), gør sig skyldig i (se her). Hun ser en stor værdi i folkekirken, fordi den værner om vore værdier, og det mener hun, der er brug for netop nu. Det kan godt være, vi ikke tænker på det, men vore værdier hviler på kristendommen. Hun skriver bl.a.: ”Hele vores fælles forståelsesramme hviler på kristendommen. Hvis vi mister en fælles kirke, vil vores fælles forståelsesramme langsomt smuldre. Og med den vil de værdier, vi normalt kalder danske, forsvinde.”
Det lyder jo meget smukt og om ikke konservativt, så i hvert fald konserverende. Men mon hun tænker over, at vor fælles forståelsesramme allerede er forsvundet? For det første nok, fordi kristendommen har mistet megen indflydelse gennem de sidste par hundrede år. Og dernæst, fordi vi har fået en stor indvandring af muslimer. Og hvis det har været kristendommen, der har været vores fælles forståelsesramme indtil nu (hvad man kan tvivle noget på) og hvis bevarelsen af denne forståelsesramme er så afgørende for de konservative, så er Charlotte Dyremose en postgang for sent ude. Hun skulle have tænkt på dette forhold dengang, der strømmede muslimer i stort tal ind over vore grænser, og de har jo pr definition en anden forståelsesramme end den kristne. At begræde tabet af en fælles forståelsesramme nu er sørgelig for sent.
Men det undrer mig meget, at Dyremose synes at sætte lighedstegn mellem kristendommen og den folkekirkeordning, vi har nu. Som om kristendommen ikke kunne overleve en ændring af den ydre ordning! Selv om det så var rigtigt, at det er kristendommen, der leverer vor fælles danske forståelsesramme, ville så ikke en folkekirke, der var frigjort fra staten, være nøjagtig lige så leveringsdygtig i den fælles forståelsesramme, som tilfældet er nu? Dyremoses argument ville have gyldighed, hvis alle danskere var tvunget til at være medlem af folkekirken, men nu, hvor det står enhver frit at forlade folkekirken, og hvor ganske mange har gjort det til fordel for ateisme, katolicisme, baptisme m.m., nu risikerer man kun at bevare en tom skal, hvis man ivrer for at bevare folkekirken som en fælles forståelsesramme.
Nej, lad vore danske, demokratiske traditioner være den fælles forståelsesramme, og lad de religioner, der vil og kan, støtte op om dem! Og lad den åndelige kamp mellem religionerne blusse op for fuld styrke! Det er jo sandt, som Dyremose siger det, at ikke alle religioner er lige gode. Men det er ikke staten, det er det enkelte menneske, der skal afgøre, hvilken religion der er god og hvilken dårlig.
To medlemmer af Konservativ Ungdom svarer Dyremose. (se her) De skriver bl.a.: ”En fundamental menneskeret er religionsfrihed. Enhver har ret til at have den religiøse tro, vedkommende ønsker. I et demokrati har alle retten til frit at vælge, hvad de vil tro på. Men så må religionerne også ligestilles”. Og det har de så inderlig ret i. Men i fortsættelsen tager de fejl. De fortsætter: ”Det er i øjeblikket ikke tilfældet i Danmark. Her favoriseres den evangelisk-lutherske kristendom som landets folkekirke, og det er forkert, at kristendommen prioriteres over andre religioner. Uanset hvad man tror på, kan man i dag for eksempel ikke slippe for at betale til folkekirkepræsternes løn gennem den normale beskatning, også selvom man er udmeldt af folkekirken”.
Religionerne er faktisk så nogenlunde ligestillet i Danmark. Det er sandt nok, at folkekirken pro forma er favoriseret, og at staten betaler en del af præstelønningerne. Men dette modsvares af, at folkekirken over kirkeskatten, som jo kun folkekirkens medlemmer betaler, finansierer vedligeholdelsen af mange historiske kirkebygninger, sørger for opretholdelsen af et offentligt begravelsesvæsen (alle har ret til at blive begravet på folkekirkens kirkegårde) og står for den grundlæggende personregistrering; alt sammen noget, som det offentlige ret beset skulle betale for. Så at opgøre, om det for øjeblikket er staten, der støtter folkekirken, eller det forholder sig omvendt, er ikke så let en sag. Det er blandt andet derfor, jeg er tilhænger af en adskillelse af kirke og stat. Når så mange ellers fornuftige mennesker tror, at regnskabet er i statens favør, så er det så indviklet, at det bør laves om.
Der er sket det, at man i tidens løb har ændret på folkekirkens forhold i det små, mens man i det store har bibeholdt den ordning, vi havde under enevælden. Det har bevirket, at forholdet mellem kirke og stat i dag bedst kan beskrives som noget værre klamphuggeri.
De unge konservative skriver også: ”Folkekirken vil opleve en opblomstring, hvis den frigives fra statens hænder”. Såmænd vil den ej. Det er en skrøne. Man ser på Amerika, hvor man altid har haft en række frikirker og ikke nogen samlet folkekirke, og man ser, hvordan folk helt anderledes går i kirke derovre end herhjemme. Og så tror man, at man kan opnå den samme virkning ved at adskille kirke og stat. Ak nej, så let går det ikke med at give folkekirken så megen anseelse tilbage, at folk begynder at gå i kirke.
USA var igennem lang tid et udflyttersamfund, og folk fandt tryghed i deres tilhørsforhold til deres kirke. Kirken udfyldte med andre ord en social funktion, eller skal vi ligefrem sige en folkelig funktion, en funktion, som her i landet varetages af mange andre. Nej, skal vi sammenligne os med andre lande, er det måske mere relevant at sammenligne os med Østtyskland. Her kom den evangeliske kirke til at stå overfor et bastant kommunistisk styre, som mente, at kristendommen ville uddø inden længe, og de afholdt sig ikke fra at skubbe lidt til den hældende vogn. Det førte i den kommunistiske tid til et stort antal udmeldelser af kirken, og indtil nu ser det ikke ud til, at de udmeldte har meldt sig ind igen.
Det betyder ikke, at den danske folkekirke behøver at frygte en adskillelse fra staten, blot, at vi ikke skal forvente amerikanske tilstande.
Men det, der op igennem årene har været den største hindring for en adskillelse mellem stat og kirke, har været et grundtvigsk dogme, der næsten har fået helligheds karaktér, dogmet om, at ingen kan tale på kirkens vegne, og at der derfor under ingen omstændigheder må etableres noget, der kan minde om et kirkeråd. Faktisk mener (eller mente, for der er bevægelse i det grundtvigske) mange, at folketinget er bedst til at styre de kirkelige anliggender. Man argumenterer med, at kirken vil blive en kirke for de stærkt troende, de med den svage tro, der dårlig nok tør regne sig for kristne og kun holder fast ved kirken af vane og tradition, vil blive taberne.
Jeg kan ikke se, det behøver at ende sådan. Men jeg kan se, at de, der har den opfattelse, ved en adskillelse af kirke og stat vil blive tvunget til at slibe deres argumenter grundigt af, for nu skal de jo ud og kæmpe for, at det er folk af deres kaliber, der bliver valgt til kirkerådet. Jeg forstår godt, at de ikke er meget for at have al den ulejlighed, men at det bliver til skade for kirken eller det kirkelige liv, det kan jeg ikke se.

Dette indlæg var indsendt den torsdag, marts 18th, 2010 kl. 23:12 og gemt under Samfundsforhold. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.