Ricardt Riis

For øjeblikket pågår der en voldsom debat på kristendom.dk og i Kristeligt Dagblad om, hvorvidt der er andre veje til Gud end kristendommens vej. I dagens Kristeligt Dagblad har man påkaldt indtil flere eksperter, i dette tilfælde juridiske eksperter. Både Kristine Gaarde og Ditlev Tamm mener, at kirkeministeren meget alvorligt bør overveje at anlægge en læresag for præsteretten mod både domprovst Anders Gadegaard og biskop Kjeld Holm.
Efter min overbevisning er dette træk et misbrug af præsteretten. Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt vi i det hele taget skal have en præsteret, men nu, vi har den, kan vi i det mindste lade den være den allersidste udvej. Hvis debatten har løbet i årevis, uden at der har vist sig en afklaring, så måske – et meget stort måske – kan vi ty til at prøve sagen ved præsteretten. Men nu, før debatten overhovedet er kommet i gang, da i sin store utålmodighed at påkalde sig juridisk afgørelse, det er at afspore debatten, før den overhovedet er begyndt.
Hvad er det så, den formastelige biskop har sagt? Jo, han har sagt: ”Jeg udelukker ikke, at mennesker af anden religiøs opfattelse end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus. Jeg har mødt både muslimer og buddhister, som har været ualmindelig spændende og sympatiske at tale med, og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro”. Han taler altså om at ‘finde Gud’, og han bedømmer, om andre har fundet Gud ud fra deres væremåde. Man kunne selvfølgelig mene, at han ikke skal stille sig op som en anden Sankt Peter og lukke op og lukke i til himmeriget, men jeg vil nu vælge at bedømme denne udtalelse positivt. ‘Frelse’, ‘veje til Gud’, det bliver let noget luftigt noget, som vi ikke rigtig kan stille noget op med og som man derfor kan påstå hvad som helst om. Men om folk er sympatiske og spændende at tale med, det er noget, der fremgår af en almindelig samtale. Og jeg forstår godt, at Kjeld Holm ikke blot har svært ved at sige, at sådanne mennesker, som han har omgåedes med forståelse og respekt, ender i helvede, fordi de tilfældigvis er født ind i en anden tro end vor, men også direkte føler sig foranlediget til at formode, at de måske har fundet den samme Gud.
Men jeg skal da indrømme, at det, han føjer til: ‘gennem deres tro’, er misforståeligt. For tro kan både betyde den personlige overbevisning, man er nået frem til, det, man lever på og ud af, og den dogmatik, ens religion præsenterer én for. Jeg gætter på, at Kjeld Holm mener det første. Men forstår man det på sidstnævnte måde, vil jeg mene, at man, hvis det nu er muslimer, man taler om, må sige, at de måske har fundet Gud, men har de det, er det sket på trods af og ikke gennem deres tro.
Men hvor Kjeld Holms udtalelser er båret af den erfaring, han har gjort med folk fra andre religioner, dèr er Anders Gadegaards udsagn luftige betragtninger, der oven i købet glimrer ved deres indbyggede selvmodsigelse. Han siger: ”Selvfølgelig er der mange veje til Gud – eller rettere veje fra Gud til os. Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender. Vi tror på Gud som ét med Jesus Kristus, og derfor vil det være Kristus såvel som Gud, der viser sig for mennesker. Men der er kun én Gud, som er verdens skaber, og derfor er det ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brahma”.
Først hedder det, at det, at Gud har vist sig i Kristus, ikke betyder, at han ikke kan vise sig på helt andre måder i andre sammenhænge. Og bevares, det er nyt, det svarer slet ikke til det, vi ellers erfarer fra udsagn i det ny testamente. Men det modsiges eklatant af det følgende. For her hedder det, at Gud og Kristus er ét, og at det, der viser sig for andre i andre sammenhænge, nok kan kaldes Jahve, Allah eller Brahma, men i virkeligheden er den sande Gud, altså Gud og Kristus i ét. Men hvordan denne énhed af Gud og Kristus så kan vise sig på helt andre måder i disse andre sammenhænge, det står hen i det uvisse. Eller rettere, det er umuligt, hvis Kristus, som der står i Hebr 13,8 er den samme i går, i dag og til evig tid.
Lad mig komme med et tænkt eksempel! Vi tænker os en from muslim, hvis kone har været ham utro. Hun fortryder sin utroskab og beder ham om tilgivelse for det; de får talt tingene igennem, og han når frem til at se, at også han har skyld i hendes utroskab, for han har været uopmærksom og selvoptaget. Så der opstår en forsoning imellem dem.
Men så kommer han til at læse koranen, from som han er. Og dèr læser han om, hvor forfærdeligt utroskab er, hvor hårdt det skal straffes. Og han, der har været vant til at rette sig efter koranens mindste vink i hele sin religiøse færden, stilles nu i det dilemma: skal han i troskab mod koranen angive sin kone, så hun kan blive behørigt straffet efter koranens bestemmelser, eller skal han lade som ingenting?
Vi andre håber jo, at han lader som ingenting. Og jeg for mit vedkommende er da ikke i tvivl om, at når det kommer til en forsoning mellem ham og hans kone, så er det Kristus, der har udvirket det. Jeg kan ganske vist ikke med bestemthed aftegne den vej, Kristus har bevæget sig ad for at nå frem til ham – det er noget med amerikanske film, der fortæller om kærligheden med stort K, det er noget med europæisk påvirkning af sæder og skikke i det muslimske land, han bor i, det er noget med en respekt for sand menneskelighed, som gemmer sig i ethvert samfund, mere eller mindre skjult, så det som her kan dukke op til overfladen og give sin velgerning fra sig. Men at vejen er skjult, gør intet skår i min glæde. Jeg kan nok kende Kristus, når jeg møder ham.
Og jeg ser ham altså ikke i den muslimske traditions krav om stening af den, der har øvet utroskab. Derimod ser jeg ham i beretningen fra Joh 8,1-12 om den kvinde, der var grebet i hor og skulle stenes; hun blev ført hen til Jesus, og på deres spørgsmål om, hvad de skulle gøre med hende, svarede han, at den, der var uden synd, skulle kaste den første sten. Så gik de bort, de ældste først. Mon ikke Gadegaard gør det samme, altså ser Kristus bag denne beretning? Jeg vil tro det. Men så kan Kristus altså ikke på nogen mulig måde gemme sig bag den muslimske traditions krav om stening af utro.
Så altså: lad os endelig anerkende som ægte mennesker alle de muslimer og hinduer og buddhister, vi kan! Lad os modtage dem til samtale uden fordomme! Lad os undgå enhver form for bedreviden eller bedreværen overfor dem! Men af den grund behøver vi jo ikke forsøge at forene det uforenelige. Og hvordan man end vender og drejer det: at nå frem til sand menneskeværen er ikke enhver givet, heller ikke enhver kristen. Men der er altså en del religioner, sikkert også en del kristne sekter, der kan være ganske bastante forhindringer for det menneske, der vil nå frem til at hvile i sig selv som menneske.

Dette indlæg var indsendt den torsdag, marts 11th, 2010 kl. 14:36 og gemt under Samfundsforhold. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.