Der var en diskussion på Deadline den 1-2, der vendte op og ned på både demokratibegrebet og ekspertbegrebet for mig. Blot må jeg indrømme, at det først var bagefter, at jeg opdagede det. Ja, jeg må videre indrømme, at når jeg i det hele taget blev klar over manipulationen fra DR’s side, skyldtes det én af deltagerne, Dansk Folkepartis Martin Henriksen.
Man havde fra redaktionens side sat sig for at diskutere, hvorfor politikere var så ivrige efter at give deres besyv med i enkeltsager, hvorfor man førte signalpolitik. Og til den ende havde man indkaldt ikke færre end to eksperter. De havde begge fine stillinger og forskede i ét eller andet med demokrati. Fint nok, ikke? Vi må da have klar besked.
Og så fik vi først et oplæg med visse, som man skulle tro, objektive oplysninger. Vi havde haft en række enkeltsager, som alle havde alle politikeres bevågenhed: burkasagen, sagen med kamphundene og den slags, som flasher op i mediebilledet for en stund og derefter glemmes igen. Og så kom de to eksperter på banen med påstande om, at demokratiet var i fare, når den grundlæggende politiske diskussion manglede, og politikerne i stedet svælgede i den slags enkeltsager. Den ene af eksperterne havde sågar opfundet et nyt ord: i stedet for demokrati mente han, vi havde fået et adhockrati, dvs et styre, der gik fra enkeltsag til enkeltsag og aldrig gik i dybden med noget. Ikke sandt: godt ord igen!
Eksperterne kunne også rose Dansk Folkeparti, fordi partiet havde været så dygtigt til at udnytte den situation, hvor enkeltsagerne betød så meget, så man kom med den ene signalpolitiske udmelding efter den anden. Man havde været god til at focusere på sager, der var oppe i tiden. Man havde dygtigt formået at udnytte medierne og komme med skarpe udmeldinger.
Oven på denne svada fik så tre politikere ordet, SF’s Anne Baastrup, Anders Samuelsen fra Liberal Alliance og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. De to første var enige med eksperterne, men ville ikke mene, de selv var skyldige i at være adhockrater. Men de medgav gerne, at Dansk Folkeparti havde flair for at få noget ud af enkeltsager. Anne Baastrup mente endda, at SF havde lært noget af dem, nemlig at udtrykke sig i korte og præcise sætninger; men det var hele tiden partiprogrammet, der blev udmøntet på den måde.
Som seer lader man sig naturligvis rive med af en sådan diskussion og sidder undervejs og overvejer, om mon demokratiet virkelig er i fare, for det ser jo ud til, at den politiske diskussion er ret afstumpet. Sådan lægges det op, og den sluger vi uskyldige seere råt.
Jeg var dybt inde i den tankegang, som redaktionen ville have os ind i, så da Martin Henriksen begyndte med at sige, at han ikke delte den præmis, der var opstillet (jeg tror endda, han sagde det hele to gange), tænkte jeg ved mig selv: ja, det er da klart, han er jo bare én af dem, der går imod ekspertvældet og smagsdommerne, og så hørte jeg derfor ikke så meget efter, hvad han egentlig sagde. Ja, det var noget med, at Dansk Folkeparti rigtignok havde været med til at diskutere mere afgørende sager end burkaforbud og kamphundeforbud.
Det var først bagefter, at det slog mig, at jeg da vist havde været godt dum, siden jeg uden videre havde delt den præmis, der var opstillet af redaktionen og eksperterne: at demokratiet var i fare på grund af disse mange enkeltsager. For også jeg havde jo oplevet det samme som Martin Henriksen: at finanskrisen, arbejdsløsheden, ja og da forresten også klimaforandringerne i store tidsrum så langt havde overskygget burkaer og kamphunde i debatten. Så hvorfor gik jeg egentlig ind på den præmis, der blev opstillet?
Med skam måtte jeg tilstå, at jeg havde ladet mig manipulere uden at gøre modstand. Var det ordet ‘ekspert’, der havde overvældet mig? Eller var det den tilforladelige stemmeføring, man anvendte, som om det var selvfølgeligheder og ubetvivlelige sandheder, man fremførte? Eller lod jeg mig rive med af de objektivt klingende analyser og fine ord (adhockrati, det ord må da kunne overbevise enhver)? Jeg véd det ikke. Men nu bagefter kunne jeg godt se, at det var manipulation.
Ja, jeg ser mig endda i stand til at fremkomme med en modanalyse: Når disse ”eksperter” (og nu tør jeg sætte ordet i anførselstegn) udtaler sig, som de gør, skyldes det, at de er politikere; de er ikke de objektive analytikere, de foregiver at være; deres såkaldte analyse har afsæt i deres politiske holdning. De kan ikke godkende, at den politiske virkelighed rent faktisk har ændret sig, at folkets store flertal rent faktisk går ind for den stramme udlændingepolitik. Og de kan ikke forestille sig, at dette med modstand mod islam er noget, folk virkelig mener.
Det mest renfærdige ville jo så være at argumentere imod folkets flertal, fortælle om det gode ved kultursammenstødet, give udtryk for det humane ved at modtage udlændinge, eller hvad man nu vil sige, altså at blive ægte politikere. Men den vej går de ikke. Nej, de forsøger i stedet at give en anden forklaring på folks præferencer: folket er blevet vildledt af Dansk Folkeparti og de andre borgerlige partier. Ikke mindst Dansk Folkeparti er fantastisk dygtigt til at udnytte enkeltsager, til at føre signalpolitik, hedder det. På den måde går man ikke ind i den politiske debat, men hæver sig over den og ser sig i stand til at uddele karaktérer for god demokratisk tankegang og mindre god ditto.
Og så ser jeg et demokratisk problem. Men det er godt nok et helt andet end det, de to ”eksperter” og Deadlines redaktion ser. Så er problemet det, at store dele af intelligentsiaen ikke vil anerkende, at folket virkelig mener det, det giver udtryk for på valgdagen. Så er problemet det, at nogle fra eliten opkaster sig som ”eksperter”, der bedre end os andre kan gennemskue debatten og dens faldgruber. Så er problemet det, at journalister og redaktioner lader sig lokke af ”eksperterne” til at debattere debatten i stedet for at debattere sagen.
Lad mig derfor slutte med følgende svada: Vi er alle, blot fordi vi har valgret i dette land, eksperter i demokrati. Nogle véd måske mere end andre – der er utvivlsomt en del, der er klogere end mig – men det må i den demokratiske diskussion altid vise sig i resultatet, man må aldrig gå ud fra det som en forudsætning.
Det var ikke desto mindre, hvad redaktionen af Deadline gjorde.