Ricardt Riis

Den 7. februar 2008 holdt den engelske ærkebiskop, Rowan Williams, et foredrag for jurister. Han gav udtryk for den opfattelse, at engelsk lov og sharia både kunne og burde forenes, så muslimer i England ikke skulle føle sig fremmedgjorte.

Denne påstand har fremkaldt en livlig debat i England. De fleste har udtalt sig imod ærkebiskoppen. Her i landet har den engelske debat foreløbig givet anledning til en række artikler i Kristeligt Dagblad og til et interview i Deadline den 11-2 med professor Jørgen S. Nielsen, samt et par artikler i Information.

I denne artikel vil jeg prøve at vise, at ærkebiskoppen er ude i et umuligt ærinde.

Det, der gør hans ærinde umuligt, er den logiske uforenelighed mellem en forestilling om loven som åbenbaret af Gud og forestillingen om loven som en “naturlig lov”. Og logiske uforeneligheder kan man ikke få til at gå op i en højere énhed, uanset god vilje.

Denne logiske uforenelighed har fulgt islam i hele dens historie. Den første, der gjorde opmærksom på modsigelsen, var en muslimsk lærd, Ibn al-Rawandi, (død ca 950 e. Kr.), der havde hævdet, at de mirakler, profeterne påstod, de havde gjort, kun var tryllekunster, og at den åbenbarede lov skulle forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også modsagde den fornuften, og i så fald var den forkert. (Patricia Crone, God’s Rule, side 173)

Sådan set var en række af den følgende tids islamiske filosoffer enige med ham – det gjaldt både al-Farabi, Ibn Siena og Ibn Rushd – blot mente de, at der var en ydre overensstemmelse mellem koranen og fornuften (eller den naturlige lov), og de forklarede den trossætning, at Gud havde åbenbaret loven i koranen, med, at åbenbaringen var for de ulærde, der ikke forstod de indviklede diskussioner om fornuftens formåen, mens filosofien havde til opgave at overbevise de lærde.

Denne idéhistoriske kamp mellem åbenbaret lov og naturlig lov har også fundet sted i den kristne verden. Men her fik kampen det heldige forløb, at den naturlige lov sejrede i oplysningstiden. Fra da af kan man ikke længere i europæisk sammenhæng påberåbe sig en åbenbaret lov, man er nødt til at argumentere på fornuftsbasis.

Problemet er nu, om vi skal betragte vor europæiske kultur, der hviler på de opdagelser, oplysningstiden gjorde, som en kultur blandt andre kulturer, eller om vi skal tillægge dem almengyldighed. Det spørgsmål tager Rowan Williams ikke op, ligesom han ikke i sin tale opererer med den størrelse, der hedder “den naturlige lov”.

Og fordi hans tale således er et forsøg på at løse cirklens kvadratur, altså er et forsøg på at forene det logisk uforenelige, derfor bliver den præget af udvandinger, fortielser og modsigelser.

Udvandingerne først! Williams forsøger at berolige os med hensyn til sharia. Det er slet ikke så slemt, som vi forestiller os. Vel er det sådan, at “sharia handler om Guds evige og absolutte vilje angående universet og dets menneskelige indbyggere, men sharia skal aktualiseres, idet den ikke er et færdigpakket system.” Altså, modsigelsen mellem guddommelig lov og menneskelig lov er ikke så absolut, som vi går og bilder os ind. Vi er meget beroligede. I hvert fald indtil vi opdager, at der er tale om en udvanding af det muslimske synspunkt.

Dernæst fortielserne! Lidt senere hedder det: “En overdrevent snæver forståelse af sharia som systematiserede regler kan faktisk underminere Koranens krav på universalitet. Mens sådanne krav på universalitet ikke står åbne for genforhandling, forudsætter de også den troendes frivillige samtykke eller underkastelse, den frie beslutning om at være og at fortsætte som medlem af ummaen (det muslimske verdenssamfund).” Det er en lidt besynderlig udlægning af shariaen. Koranen selv gør krav på universalitet. Sandt nok. Men denne universalitet forudsætter på ingen måde den enkeltes frivillige samtykke, når man vil være muslim, eller når man vil fortsætte som muslim. Der er en lang tradition for, at man skal slå den ihjel, der forlader islam. Men det fortier Williams fuldstændig.

Senere hedder det: “Når særlige grupper eller traditioner står i fare for at kræve absoluthed for deres egne praktiske eller forståelsesmæssige grænser, mindes de om, at de må gøre sig klart, at mennesker er forskellige – og det kan de kun gøre sig klart ved at anerkende den kategori, der hedder “menneskelig værdighed i sig selv” – som en antagelse, der ikke står til forhandling, at ethvert menneske i samfundet må forventes at have noget at sige angående skabelsen af et fælles projekt om en menneskelig gruppes velfærd og orden”. Også her forties det, at store dele af det muslimske samfund netop ikke anerkender et begreb, der hedder “menneskelig værdighed i sig selv”. Muslimen er mere værd end ikke-muslimen; sådan er det i store dele af den muslimske tradition. Men det tager Williams ikke stilling til. Han fortier det.

Endelig modsigelserne! De fremkommer, fordi Williams vil to ting på én gang. Han vil både fastholde, at den europæiske model er én model blandt flere, og – som ovenfor – bruge den europæiske models tale om “menneskelig værdighed i sig selv” som en antagelse, andre modellers tilhængere må gå ind for. Et sted refererer han den jødiske retsteoretiker Ayalet Shachar for at advare mod en velment åbenhed overfor ikke-statslige lovsystemer; de kan let udsætte de svage (hun tænker formentlig på kvinderne) for et utilstedeligt pres. Nej, fortsætter hun, vi må stræber efter at komme ud over det ultimatum, der hedder: enten din kultur eller dine rettigheder.

Og det er da muligt, at dette kan lade sig gøre med jøderne. De har jo haft mange hundrede år til at tilpasse deres lovsystem til det europæiske, og de har aldrig skullet bruge deres system til statsdannelse, i hvert fald ikke før staten Israel blev dannet. Men at tro, at dette ultimatum kan undgås, hvad angår muslimerne, det er utopi. Shachar mener, at man kan gennemføre en “transformativ tilpasning” på områder som ægteskabslovgivning, visse financielle områder, og visse formelle konfliktsløsningsmodeller. Når noget sådant skal gennemføres, skyldes det ønsket om ikke at ghettoisere eller fremmedgøre muslimerne. Og denne “transformative tilpasning” vil over tid medføre, at begge størrelser ændrer sig, så man undgår “steriliteten ved monopoler, der gensidig udelukker hinanden”.

Men hvis på den måde begge modeller tænkes at ændre sig, så forudsætter man derved, at de to modeller står på samme niveau; så er den europæiske model, oplysningstidens model, blot én blandt flere; vi har desuden en jødisk model, og vi har en muslimsk model. Kan vi så få en dialog i gang, så vil de to eller tre modeller efterhånden tilpasse sig hinanden. Men læg mærke til, at denne tilpasningsproces skal foregå under iagttagelse af respekt for menneskelig værdighed, dette er et ufravigeligt krav. Men menneskelig værdighed i sig selv, det er jo netop et begreb, hentet fra den europæiske oplysningstid. Altså er de to modeller ikke ligestillede alligevel, men den europæiske er den bedste, den overordnede, den, under hvis auspicier dialogen må foregå.

Sådan løber Rowan Williams ind i modsigelser, når han vil forsøge at forene det uforenelige.

Det kan godt være, det ikke lyder så pænt med “monopoler, der gensidig udelukker hinanden”. Men der er ingen grund til at tro, at sammenstødet mellem sådanne monopoler vil være sterilt. Når de to monopoler udelukker hinanden, skyldes det, som før omtalt, at den ene, islam, henholder sig til en åbenbaret lov: koranen, senere udlagt i shariaen, mens den anden henholder sig til en forstået og velargumenteret lov, udspundet af den indbyrdes diskussion. Men denne forskel betyder jo, at hvor den ene part, islam, må ophøre med al tale, når den står overfor den sidste instans, koranen, dèr kan den anden, den europæiske oplysningstid, blive ved og blive ved med at argumentere. Og en sådan argumentation er på ingen måde steril. Det kan endda ske – og det må man da håbe – at den overbeviser modparten.

Nej, i stedet for, som Rowan Williams at prøve at forene det uforenelige, skal vi være ved, at vi er dem, vi er, og at vi har den kultur, vi har. Ja, vi skal være ved, at denne kultur er bedre end muslimernes kultur. Det betyder ikke, at vi skal afvise muslimerne. Tværtimod. Vi skal invitere muslimerne med til at være en del af vore samfund. De skal anerkendes på lige fod med os andre, de kan sammen med os diskutere, hvilke love der skal gennemføres, hvilken politik der skal føres, osv., uden at risikere andet end måske at blive gjort til grin. De kan gennemføre deres religiøse ritualer, holde deres fredagsbønner, fejre deres faste, undlade at spise svinekød og at drikke alkohol uden problemer overhovedet. De kan endda markére deres muslimske tro med et tørklæde overalt, hvor det ikke støder an mod arbejdsgiverens retmæssige krav om ensartet beklædning.

Og de kan såmænd også få lov at have deres egen lovgivning, som vore foreninger og fagforeninger kan det. Men i vore samfund er den enkelte beskyttet mod overgreb fra alle andre, også, om disse andre er medlemmer af den muslimske gruppe. Forældre kan ikke gøre med deres børn, som det lyster dem; en mand kan ikke mishandle sin hustru, og vil han skilles, foregår det efter landets love, ikke efter særlige muslimske regler. De må danne ghettoer, hvis det er det, de vil; de må udsondre sig i særlige samfund, hvis de har lyst til det. Men de må ikke udøve tvang overfor deres medmuslimer, for disse er også medlemmer af samfundet og derfor inde under dets beskyttelse. Den beskyttelse kan samfundet ikke give slip på uden at opløses indefra.

Er det ikke nok for enhver muslim? Kan de ønske sig mere? Eller med andre ord: Er alle Rowan Williams’ overvejelser ikke fuldstændig overflødige?

Det ville de i hvert fald være, hvis vi turde stå ved det, vi tror på. Men det er måske det, der er problemet for Williams og for mange andre!

Dette indlæg var indsendt den tirsdag, februar 12th, 2008 kl. 22:10 og gemt under Indvandringspolitik, Islam. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.