Forside |  religion.dk |  kristendom.dk |  bogbasen.dk |  hjertedating.dk |  foredragslisten.dk |  eftertanke.dk |  mindet.dk |  kirku.dk

Pressens selvsving

31. juli, 2010 af Ricardt Riis

‘Selvsving’, dette forholdsvis nye begreb, som udelukkende bruges om pressen og den debat, der forgår dèr, må vist siges at skulle anvendes om både Lene Espersen-sagen og Helle Thorning-sagen. På de to punkter er pressen gået i selvsving. Her vil jeg hovedsagelig beskæftige mig med Helle Thorning-sagen.

I denne sag blev der fornylig foretaget en kovending af de helt store af Rune Engelbrecht Larsen på hans blog i Politiken. Han hævder først på sin blog, at Thorning med det, hun har gjort, har mistet enhver chance for at blive statsminister, se her. Store ord i sommervarmen! Men han er fuldstændig sikker i sin bedømmelse: ”Thorning-Schmidts skattesag driver afgjort ikke over, om så hun går nok så meget bodsgang. Den er simpelthen for tyk”.

Senere samme dag har Rune Engelbrecht vendt på en tallerken, se her. Dog ikke sådan, at han beder om forladelse for noget eller undskylder noget. Selvfølgelig ikke! Det er jo kun politikere, der tænkes at sige undskyld. At pressen skulle gøre det – hvor kan jeg dog komme på den tanke? Nej, han kan nøjes med at komme med en beklagelse af, at han ikke ventede, til han havde hørt hendes egen forklaring. Den har han nu hørt, og så får piben en anden lyd. Og man må da vist også sige, at det, at han kan gå så langt, faktisk er ret bemærkelsesværdigt.

Som man måske erindrer (men medierne har gentaget sagen til bevidstløshed, så ‘måske’ kan vist godt slettes), så går sagen ud på, om Thorning har afgivet falsk oplysning til en offentlig myndighed. Det er B.T., der har lagt sagen frem. Avisen har fået aktindsigt og kunne for nogen tid siden berette, at Helle Thorning til Skat havde indberettet, at hendes mand kun var i Danmark i 33 weekender, hvilket skulle være for lidt til, at han skal betale skat her landet. Enden på den sag blev dog, at han for at redde sin kone ud af en mulig suppedas besluttede at betale skat her i landet, endda med tilbagevirkende kraft. Og så skulle den sag være ude af verden, mente både ægteparret Thorning-Kinnock og den danske verdenspresse.

Men lur mig, om ikke B.T. allerede på det tidspunkt vidste, hvilket træk der skulle blive deres næste. Sådan er pressen yderst lumsk. Når man vil afsløre noget, man mener er forkert, offentliggør man tingene drypvist. Bedst som den ‘anklagede’ mener at have redet stormen af, kommer næste afsløring. Sådan her. B.T. kunne nu fornylig afsløre, at Thorning-Schmidt til justitsministeriet, da hun i oktober 2009 ansøgte om, at hendes mand måtte stå som medejer af deres hus på Østerbro, havde opgivet, at hendes mand var i landet ”hver weekend året rundt fra fredag til mandag”. Og det er jo noget mere end de 33, der blev opgivet til Skat.

”Ha, der har vi hende!”, råbte den samlede danske verdenspresse, inklusive Rune Engelbrecht. Det var det, der fik ham til at afskrive hende som statsministerkandidat.

Men så foretog Helle Thorning det usædvanlige skridt at afbryde sin ferie for at tage hjem til Danmark og forsvare sig. Hun gav interview i lufthavnen. Og minsandten: hun kom, hun så og hun sejrede. I hvert fald overfor Rune Engelbrecht. Nu skriver han: ”Afgørende er det, om hun har ret i, at der i denne sag slet ikke er tale om nævneværdig økonomisk vinding for hende eller hendes ægtemand. I givet fald er det vanskeligt at tro, at hun skulle have vildledt bevidst. Og ret skal være ret: Hvis der heller ikke er andre forhold at komme efter i samme sag, er der ikke megen substans tilbage – i det mindste før skatteundersøgelsen er færdig.”

Og her må man sige: Afgørende for, om Rune Engelbrecht kan nøjes med at beklage, eller han skal helt ned på knæ, er, om han på forhånd kunne have set det, som Thorning nu fortæller ham: at der med oplysningerne til justitsministeriet ikke var tale om at opnå økonomisk vinding. Og beklageligt for ham må man sige, at der ikke er noget nyt i det, Helle Thorning nu siger. Hvis der var økonomisk vinding ved, at hendes mand blev opført som medejer af huset, skulle Engelbrecht kunne have set det, også før hun gjorde opmærksom på det. Så det er ikke nok at sige: jeg beklager, nej, ned på knæ, kære Rune Engelbrecht, og mød op med et lige så angerfuldt udtryk som det, du forlanger af politikerne.

Lene Espersen? Tja, hun ligger såmænd, som hun har redt. Men fejlen er ikke, at hun holder ferie, fejlen er, at hun afsatte Per Stig Møller som udenrigsminister for selv at overtage posten. Han var rimelig populær på den post og havde vel også ved hårdt arbejde opnået en række gode kontakter. Dem kan hun ikke sådan bare lige overtage. Og fordi pressen med en vis ret opfattede dette ministerskifte som usagligt, derfor har den siden været ivrig for at se, om hun nu også arbejdede lige så hårdt som Per Stig. Og her gælder det, at fejl ses med det samme, også den ubetydelige fejl, at hun ikke var med til sidste uges udenrigsministermøde i Bruxelles, resultater ses først efter lang tids arbejde.

Men hvis hun fra sit skjul i Toscana hører råbene om at afbryde sin ferie for at forklare sig overfor den danske verdenspresse, og hvis hun siger til sig selv og/eller sin mand: ”Ikke om jeg vil! Den skide presse kan vente, til jeg kommer hjem!”, så er man lige ved at kunne lide hende bare for det. Nok synes vi danskere, at politikere skal svare og forklare sig, men vi synes vist egentlig også, at det kan være velgørende, når nogen sætter pressen på plads: det er ikke den, der skal styre landet, selv om den har en utrolig stor magt, og jo altid véd præcis, hvad der skal gøres.

Indsendt i Samfundsforhold | Ingen kommentarer »

Tyrkisk politi i Tyskland?

27. juli, 2010 af Ricardt Riis

Du læste rigtigt. Der er virkelig kommet forslag om at lade politifolk fra Tyrkiet patruljere i Tyskland. Oven i købet stammer forslaget fra formanden for politiets fagforbund i Nordrhein-Westfalen. Se artiklen fra ”Die Welt” her. Når han stiller et sådant ret usædvanlig forslag, skyldes det, at det normale tyske politi har vanskeligt ved at opretholde ro og orden i de kvarterer i de tyske storbyer, der er befolket med indvandrere fra Tyrkiet, et problem, vi jo også kender herhjemmefra.

Jeg kan godt lide realismen bag forslaget. Og inden jeg skyder det ned, er der grund til at opholde sig lidt ved den virkelighed, der ligger bag, og den frygtløse erkendelse af denne virkelighed, der fremkalder det.

Det danske samfund har, ligesom i de øvrige vesteuropæiske samfund, bevæget sig fra at være et homogent samfund til at være et samfund bestående af mange etniciteter. Det er en udvikling, man kan beklage, men det er ikke en udvikling, der kan gøres om. Det er også en udvikling, som de ledende i landet har ladet ske med bind for øjnene. Man anede ikke, hvad man indlod sig på. Man havde de bedste hensigter, men virkeligheden, den filur, viste sig at være anderledes, end man troede.

Én af de ting, som det tidligere ikke var nødvendigt at tænke over, var den måde, politiet fungérede på. Det fungérede bare. Var der sket en forbrydelse, læste befolkningen om det i bladene, og når politiet opfordrede folk, der havde set eller hørt noget på visse nærmere angivne tidspunkter, til at melde sig, så meldte folk sig. Selvfølgelig, hvad ellers? Så selvfølgeligt var det, at man næsten glemte den kendsgerning, at politiet ikke kan opklare forbrydelser, uden at folk hjælper til. Politiet er fuldstændig afhængig af de henvendelser, de får fra befolkningen. Selv kan de tage fingeraftryk, foretage andre tekniske undersøgelser, og naturligvis, det er vigtigt at understrege, at det er politiet og ikke en eller anden enkeltstående privatdetektiv, der opklarer forbrydelser. Blot man husker at få det modsatte understreget også: politiet samler trådene, men for at kunne samle trådene skal man have nogle tråde at kunne samle. Og disse tråde giver befolkningen politiet ved at fortælle, hvad de har set. Elementært, dr. Watson!

Jo, elementært er det, men så er det jo også elementært, at dette forudsætter en vis tillid hos befolkningen til politiet. Og det er det, vi overhovedet ikke har tænkt på. Det var så selvfølgeligt med den tillid, at vi slet ikke kunne forestille os, at der kunne være mennesker, der ikke havde tillid til politiet. Men hvad vi ikke kunne forestille os, det er nu blevet virkelighed. Vi har fået en række indvandrergrupper, som ikke har den samme selvfølgelige tillid til politiet, som vi indfødte danskere har. Det er en konsekvens af den indvandring, der har fundet sted, men en konsekvens, som ingen på forhånd fortalte os, ville komme; vi kan først forstå, at sådan måtte det naturligvis gå, når det er sket. Ja, mange vil jo slet ikke anerkende, at det forholder sig sådan, de forestiller sig alle mulige andre årsager til den manglende tillid overfor politiet fra indvandrergruppernes side end deres anderledes etnicitet. Og ikke mindst forestiller de sig, at det er politiets skyld; det er det sædvanlige: vi danskere får altid at vide, at vi skal søge skylden for alle fortrædeligheder hos os selv. Men jeg er bange for, at vi har måttet gribe i egen barm så tit, at det flotte macho-bryst, vi før kunne opvise, er forsvundet: vi har ikke længer hår på brystet.

Men det er de altså åbenbart ved at få i Tyskland. De er ved at erkende problemets omfang og problemets årsag: at det findes i alle indvandrerghettoer, og at det skyldes, at de unge derfra ikke har respekt for politiet, og ikke har respekt for politiet, fordi de ikke stoler på politiet.

Og det er da egentlig glædeligt, at dette, at man nu ser problemets omfang og beslutter at gøre noget ved det, ikke betyder, at man vil optræde som nogen med hår på brystet: med hårdhed og flere magtbeføjelser til politiet. Det er jo ellers noget, der sker altfor tit: at den, der ikke mødes med respekt, griber til magtanvendelse: så skal han nok kunne sætte sig i respekt, mener han. Og det er også en ‘tankemekanisme’, vi kender herhjemmefra: bøller skal lære at opføre sig ordentligt, og har de ikke lært det hjemmefra, så må de jo lære det på den hårde måde: ved politiets magtfulde indgriben. Hvad man glemmer i denne tankegang, er, at politiet jo ikke kan gribe effektivt ind, hvis ikke deres indgriben er retfærdig, og deres indgriben kan ikke blive retfærdig, hvis de ikke får oplysninger, de kan stole på, og sådanne oplysninger får de ikke, når der ikke hersker tillid mellem befolkningen og politiet.

At forslaget begynder med at ville skabe tillid mellem den tyrkiske majoritet i visse kvarterer i de tyske storbyer og politiet, det er for mig at se det positive ved tanken. Det negative er, at det trods alt ikke er så let at gennemføre. Man skal hente en række politifolk til Tyskland fra Tyrkiet, siger man, så de kan komme på patrulje sammen med tyske politifolk og gøre det nemmere for tyskere med tyrkisk afstamning at komme til at stole på politiet. Jo, tak, men så skal disse tyrkiske politifolk kunne tale tysk. For det nytter jo ikke meget, hvis de to betjente, en tysk og en tyrkisk, der er på patrulje sammen, ikke koordinerer deres anstrengelser. Og kender man de tyrkiske betjentes uddannelse? Står den mål med de tyske betjentes? Véd man, hvordan de tyrkiske betjente optræder overfor borgerne? Der har for ikke så mange år siden været vedholdende rygter om, at arrestanter nærmest rutinemæssigt blev udsat for tortur på tyrkiske politistationer. Hvis de tyrkiske betjente er opdraget i en sådan kultur, er de vist ikke de rette til at skabe tillid til politiet hos borgerne.

Dog, foreløbig er det ikke den slags praktiske vanskeligheder, man har hefter sig ved i den tyske debat. Det er langt mere de principielle overvejelser, der har præget debatten. Hvorfor ikke sørge for at få ansat langt flere indvandrere indenfor politiet? spørger således Deniz Güne, der er formand for de tyrkiske menigheder i Nordrhein-Westfalen. Og det kan han jo da have ret i.

Andre kalder forslaget ‘virkelig absurd’. Dog ikke uden først at have indrømmet, at der er problemer i visse storbykvarterer i Tyskland. Og bare det, at man er kommet så langt, er positivt. Som bemærket i et tidligere blogindlæg har der været uroligheder i den franske by Grenoble. Og disse uroligheder var etniske uroligheder. Men, naturligvis, må man sørgelig nok sige, har der været røster i Frankrig, der benægter enhver tale om etnicitet. Næ, siger man, der er udelukkende tale om sociale uroligheder. Man vil ikke opgive sine idealer om multikulturalismens velsignelser.

Modsat sådanne tendenser er man altså med et sådant forslag i Tyskland i stand til at kalde en spade en spade: dvs i stand til at erkende problemets art. Og så er vi da, på trods af, at forslaget er absurd, på vej mod bedre tider.

Indsendt i Indvandringspolitik | 5 kommentarer »

Fortielsens farer

19. juli, 2010 af Ricardt Riis

Hvorfor fortæller vore medier os ikke sandheden, altså hele sandheden? Hvorfor skal vi lade os nøje med halve historier? Hvorfor skal den del af historien, som får det hele til at gå op, forholdes os?

Jo, jeg véd nok, at man har de bedste intentioner. Jeg véd nok, at svenskerne har brugt det trick igennem mange år. Men jeg troede dog, at vi her i landet var ‘blevet så voksne’, at vi kunne tåle at høre hele sandheden. Men nej, det er vi ikke.

Jeg tænker på et indslag i tv-avisen lørdag den 17-7 kl. 18.30. Her sagde nyhedsværten følgende: ”I den franske by Grenoble stødte politi og unge sammen natten til lørdag, og det førte til voldsomme uroligheder. Mellem 50 og 60 biler er blevet smadret eller sat i brand og butikker er hærget. Balladen kommer efter at en 24-årig røver blev dræbt af politiet efter han selv havde skudt en politimand i forbindelse med et røveri på et casino”.

Hvordan tænkes vi almindelige seere at forstå dette indslag? Der er voldsomme uroligheder i den franske by, forstår vi. Men hvorfor er der det? Jo, der er en røver, der er blevet skudt af politiet. Jamen, det er da ikke nogen forklaring. Det er da ikke noget, der får unge mennesker til at smadre biler og stikke butikker i brand. Røvere skal da anholdes, og modsætter de sig anholdelse eller skyder de ligefrem efter de politifolk, der forsøger at anholde dem, nå ja, så må de tage skade for hjemgæld, så er de selv ude om, at de bliver skudt og dræbt. Hvorfor skulle det få unge mennesker til at gå amok? Begivenheden, som den bliver fortalt af tv-avisen, er uforståelig.

Og når noget umiddelbart er uforståeligt, begynder man som seer at prøve at få sammenhæng i det. Jeg nåede da at tænke, at det i betænkelig grad mindede om de etniske uroligheder, der for et par år siden hærgede Paris’ forstæder. Skulle det mon være uroligheder af samme art? Nå, så kom næste indslag, og jeg tænkte ikke mere over det.

Ikke, før jeg, som jeg plejer, kikkede forbi Uriasposten.net. Det gør jeg af og til, for de har ofte en anden vinkel på begivenhederne end de traditionelle medier. Og her fik jeg forklaringen: Der var tale om etniske uroligheder. Røveren var af nordafrikansk afstamning, og de unge, der drog hærgende igennem byen, var ikke unge slet og ret, men unge af anden afstamning end fransk, som det hedder i det fine sprog. Uriasposten henviste mig til fyens.dk, der har mere om sagen. Her hedder et bl.a.: ”Tumulten begyndte kort tid efter begravelsen af den 24-årige Karim Boudouda, der blev dræbt af en politimand 24 timer tidligere. Politiet hævder, at politimanden handlede i selvforsvar mod den unge mand, der var mistænkt for at have begået tyveri mod byens kasino. Men byens unge ser helt anderledes på sagen. De beskylder politiet for ikke at tilkalde hjælp eller prøve at genoplive ham.

- De lod ham ligge på jorden og dø i stedet for at bære ham væk, udtaler en beboer fra Villeneuve-kvarteret, hvor den dræbte kom fra. — –
De unges had mod politiet bliver også rettet direkte mod politifolkene i området, fortæller en politimand, som arbejder i Villeneuve-kvarteret.

- De unge har sagt til mig, at vi har dræbt en af deres, og at vi er en beskidt race, som de også vil dræbe, siger han til AFP.”

Men tv-avisen har ‘af-etnificeret’ historien. Man har sikkert gjort det med de bedste hensigter. Man ønsker ikke at kaste benzin på bålet. Nogen kunne få den tanke, at sådan er alle muslimer. Og det vil man ikke udsætte vore muslimske landsmænd for. Så man nævner ikke, at der var tale om en røver af nordafrikansk afstamning, og man nævner ikke, at optøjerne i byen blev udført af beboere af samme afstamning. Nej, der var blot tale om ‘unge’, vi tænkes ikke at være modne nok i vort syn på ‘de fremmede’ til at kunne tåle den oplysning, at der var tale om etniske uroligheder.

Det er sandt nok, at de igennem lang tid har været svenskerne, der har brugt det trick at af-etnificere de voldsforbrydelser, der finder sted. I dette tilfælde må man dog sige, at den mest fyldestgørende artikel om begivenhederne findes i et svensk dagblad, se her. Her nævnes det, at røveren døde i skudveksling med politiet, at hans medgerningsmand blev eftersøgt i bydelen ‘la Villeneuve’, hans hjemkvarter, at begivenhederne tog fart efter begravelsen 24 timer efter skudvekslingen, at der under urolighederne blev skudt mod politiet, der skød tilbage, men ikke, at uromagerne var af nordafrikansk afstamning, hvilket dog ikke er svært at gætte sig til.

Men man spørger sig selv, hvor den public-service forpligtelse, DR har, blev af. Har man ikke pligt til at meddele nyhederne i en form, der kan forstås, uden at seerne selv behøver at skaffe sig inside-information? Var det ikke en idé at betragte os seere som voksne mennesker, der nogenlunde formår at tænke selv?

Og man kan godt blive bange for, hvad der mon vil ske, hvis redaktionen fortsætter med den slags manipulation. Det vil utvivlsomt give bagslag. Der vil ske det, at vi seere, hver gang vi ser eller hører om forbrydelser, vi ikke forstår baggrunden for, siger: Nå ja, det er nok muslimer, der har gjort det. Og det vil vi sige, også når det ikke er muslimer, der har gjort det. Så det, man arbejder på med sin manipulation, mislykkes. Man får det stik modsatte ud af det.

Indsendt i Samfundsforhold | 4 kommentarer »

En farlig teologisk glidebane

14. juli, 2010 af Ricardt Riis

Én ting er, at vi kristne skal finde os i, at muslimerne hugger det gode kristne begreb ‘martyr’. Her kan vi dog nogenlunde klart skille os ud fra den muslimske forståelse af ordet ved at hævde, at den kristne martyr lader sig slå ihjel for budskabets skyld, den muslimske slår ihjel for sit anderledes budskabs skyld. Så skulle det blive klart, at de to forståelser af begrebet ‘martyr’ er hinandens diametrale modsætninger.

Men at vi nu også skal affinde os med, at det gode kristne begreb ‘kald’ skal gøres til noget, der er fælles for kristne og muslimer, ja, for marxister med, det er nyt, og det er næsten ikke til at bære. Dog må det siges til muslimernes ære, at det i dette tilfælde ikke er dem, der prøver at møve sig ind på os kristne og hugge vore begreber, det os kristne selv, der udvider og mistolker begrebet, så det kommer til at dække over både marxistiske og muslimske terrorister. ‘Os kristne selv’, siger jeg, og forudsætter derved, at den journalist, Ulla Poulsen, der har skrevet den artikel i Kristeligt Dagblad, jeg tænker på (’Når kaldet kammer over’, se her), er kristen eller i det mindste er noget, der ligner. Og det er måske forkert. Men så skulle man i det mindste tro, man kunne regne med, at Kristeligt Dagblad er et kristent blad. Men det kan man måske heller ikke længer.

I hvert fald: hvis det er tilfældet, er det en mærkelig form for kristendom, der er tale om. Det er en kristendom, der vil være så imødekommende overfor muslimerne, at den i den gode integrations navn slet ikke vil påpege nogen forskel mellem kristendom og islam. Vi skal alle være go’e ved hinanden, så go’e skal vi være ved muslimerne, at vi lader, som om deres religion er lige så god som vores. Tidligere var det nok, hvis man huskede på, hver gang man nævnte noget hos islam, der ikke var så godt (og der er jo trods al god vilje en del at tage af både fra islams historie og fra den nutidige islam), så også at nævne noget tilsvarende mindre godt ved kristendommen. Men nu er det tilsyneladende ikke længer nok, hvis man vil være rigtig imødekommende. Nu skal alle de gode, gamle, kristelige begreber tages op, finpudses og tjekkes, så de kan omfatte muslimske handlinger også. Det er en gevaldig imødekommenhed, der dèr kommer tilsyne. Og man er vistnok i så høj grad opsat på at gøre det rigtige, det ædle, det gode, at man helt glemmer, om det, man siger, nu også er sandt.

Jeg tænker mig altså, at det, Ulla Poulsen har gjort i denne artikel, er gjort i bedste mening. Hun har virkelig følt, at hun har gjort det rigtige ved at anvende begrebet ‘kald’ på en række muslimers og marxisters terrorhandlinger. Alligevel ender hun på en yderst farlig teologisk glidebane.

Det første, hun gør, er, at hun lægger den tyske terrorgruppes, Rote Armee Fraktions, handlinger ind under begrebet ‘kald’. Jeg læste da i sin tid temmelig meget om Rote Armee Fraktion og de bestialske handlinger, de foretog sig, men jeg husker ikke, at de nogensinde gav udtryk for, at de havde et ‘kald’ til at gøre det, de gjorde. Men det bliver deres terrorhandlinger nu ophøjet til, oven i købet tilsyneladende med velsignelse fra Bo Kristian Holm, lektor i systematisk teologi ved Århus universitet, som blandt andet forsker i Luthers kaldslære. Om han fuldt ud er klar over, hvilken sammenhæng, han her sættes ind i, véd jeg ikke, men han siger dog følgende: ”Kaldet kan virke så stærkt, at det virker indlysende, at man har lov til at dominere andre mennesker eller bruge magt for at udleve det”. Jeg véd ikke, hvad det er for en kalds-etik, han her gengiver, men den er dog vist mere hjemmegjort end luthersk. Lige forud har han sagt: ”Der er altid en fare for, at kaldet kan misbruges eller slå om i sin modsætning. Også i de sammenhænge, hvor vi umiddelbart vil tale om et næstekærligt kald”.

Men så går det ellers derudad hos Ulla Poulsen. Hun citerer en række kloge mennesker, og alle deres udtalelser sættes ind i en sammenhæng, så det ser ud, som om alle terrorister er ‘kaldede’ til det, de gør, eller altså: så det ser ud, som om det, de gør, er det samme, som det, en kristen gør, når han er kaldet. Den himmelvide forskel nævnes ikke med et ord. Det eneste, der kan bevirke, at man får mistanke om, at der vist alligevel er forskel, er den kendsgerning, at hun ikke nævner så meget som ét eksempel på en kristen, der af sin kristendom har følt sig kaldet til at begå terror.

Men ved denne teologiske begrebsforvridning er begrebet ‘kaldelse’ umærkelig blevet forvandlet fra at være et grundkristeligt fænomen til at være et alment psykologisk fænomen: man må godt være kaldet, men man skal passe på, at ens ‘kaldelse’ ikke kammer over, så den bliver terroristisk. En kristen kaldelse til at følge Jesus efter, en kaldelse til at tage sit kors op og – uanset fars eller mors modstand – gå i Jesu fodspor ind i forfølgelse og henrettelse, noget sådant bliver ikke strejfet med så meget som en antydning. Heller ikke af den lutherstuderende Bo Kristian Holm; men man véd selvfølgelig ikke, om det, han måtte have sagt herom, er strøget af Ulla Poulsen.

Tillad mig derfor at komme med nogle supplerende oplysninger om Martin Luther! Jeg vil tage udgangspunkt i en bemærkning, som én af hans modstandere, Johannes Coclæus, kom med i et skrift fra juli 1525. På det tidspunkt var bondeoprøret i Tyskland nedkæmpet. I dette skrift vendte han sig bl.a. imod en bemærkning, Luther var kommet med i sit ‘hårde’ skrift mod de oprørske bønder. Her havde Luther sagt, at hvis de bønder, der havde ladet sig lokke med i oprøret, havde holdt fast ved den evangeliske sandhed, at en kristen ikke må gøre oprør mod sin øvrighed, hvor mange martyrer ville der så ikke være blevet! Underforstået: de oprørske bønder ville naturligvis havde dræbt sådanne bønder, der nægtede at være med, og dermed gjort dem til martyrer.

Til det bemærker Coclæus, at Luther ikke skulle snakke så meget om, hvad andre skulle gøre; han kunne jo selv være draget ind i bøndernes lejr og blevet martyr. Men al Luthers martyrsnak mener Cocklæus ikke er noget værd, allerede i Worms spurgte han ham, hvorfor han absolut skulle have et frit lejde, han havde jo flere gange hævdet, at han gerne ville udgyde sit blod for sandheden. (Se her! Linket er taget fra en lille afhandling, jeg har skrevet om forholdet mellem Kaj Munk og Luther).

Nu svarede Luther mig bekendt ikke på Coclæus’ skrift, så det er ikke til at vide, hvad han ville have sagt til denne anklage. Men det er jo sandt nok, at Luther i sit første skrift mod pavens bulle skrev, som Coclæus citerer: ”Ak, Gud give, at jeg kunne være værdig i forhold til ham [Johan Huss, rr], til også for sådanne artiklers skyld at blive brændt, revet og drevet i stykker på det allerskændigste, om det så skulle koste mig livet tusind gange, det skulle frem altsammen”. Og afslører det ikke en psykologisk mærkværdighed hos Luther, den, at han ligefrem længtes efter martyriet? (Men ‘martyriet’, rigtignok forstået som dette at blive slået ihjel for sandheden, ikke som dette at slå ihjel for sandheden). Og er det ikke under alle omstændigheder en mislighed ved de kristne, hvis de sådan længes efter at dø martyrdøden, en mislighed, om hvilken man må sige, som man gør i Kristeligt Dagblads artikel: man skal passe på, at kaldstanken (eller altså martyrtanken) ikke kammer over? For det er da noget usundt noget med en sådan martyrlængsel!

Det samme kan man sige om det, Luther sagde, da han hørte, at to af hans ordensbrødre var blevet brændt på bålet i Bruxelles den 1. juli 1523, fordi de ikke ville afsværge de lutherske lærdomme: ‘Ak, det skulle jo have været mig!’ Er det ikke en sygelig længsel, Luther her har efter martyrdøden?

Spørger man sådan, og synes man sådan, så er det efter min mening et tegn på, at der er noget centralt i kristendommen, som man enten ikke har forstået eller ikke vil forstå. Gør man Luthers eller Kaj Munks holdning til noget psykologisk mærkværdigt, til noget for dem specielt, så har man ikke forstået den centrale rolle, Jesu efterfølgelse spiller for enhver kristen. Når Jesus siger: ”Følg mig!” til sine disciple, er det ikke noget, han siger, fordi han har undersøgt deres psykologiske habitus og fundet ud af, at de vist nok ved passende overtalelse kan bringes derhen, hvor de længes efter martyrdøden. Og når Paulus kan sige, at han egentlig skulle kunne rose sig af alle de gange, han er blevet forfulgt for evangeliets skyld (2 Kor 11,23f), er det begivenheder, han påberåber sig, ikke et psykologisk særegent træk. Og når Luther kan sige, at han gerne vil ofre livet for den sandhed, han tror på, så skyldes det ikke, at han hader livet; tværtimod: da han nævner den mulighed for Melanchthon, at han ikke vender tilbage fra Augsburg, fordi han er blevet slået ihjel, siger han, at det, han vil være mest ked af at undvære, er det kære samvær med vennerne (se her). Og når Kaj Munk (for nu at tage ham med) flere gange under krigen taler om martyrdøden, skyldes det ikke, at han længes efter døden, nej, han beder jo i et digt om martyriet om, at Jesus, når han siger ”følg mig!”, vil tage hensyn til, at Kaj Munk er kommet til at elske Guds skønne jord; livet her er godt, det er med sorg, man må forlade det, men skal det være for Guds ord skyld, så hellere det end svigte.

Kaldet kommer af Jesu ord: ”Følg mig!” Og ”følg mig” betyder: ”følg mig ind igennem lidelse og død”. Kaldet er således et kald til martyrium, til at gå ind under dødens vilkår for sandhedens skyld. Dette kald kan f.eks. ramme den, der skal vidne i en sag om et mord, foretaget af rockere. Det kan ramme en journalist, der for sandhedens skyld efterforsker en sag, hvor han kommer mægtige, morderiske kræfter for nær. Det kan ramme én, der fornærmer de letfornærmelige muslimer. Hvornår det kristne kald udmøntes i en vilje til at fastholde sandheden, også om det koster livet, kan ingen sige på forhånd.

Men så meget kan siges, at dette kald ikke kan ‘kamme over’; det kan ikke forvandles til en retfærdiggørelse af et mord; det kan ikke ændres fra et kald til at lade sig slå ihjel til et ‘kald’ til selv at slå ihjel, uden at ændres til sin modsætning, og derved ændres fra sandhed til løgn. Og så vidt jeg kan læse Ulla Poulsens artikel, er det det, hun er i fuld gang med: en ændring fra kristent kald til muslimsk kald, fra kristent martyrium til muslimsk martyrium. Det er en glidebane, hun bevæger sig ud på. Ikke blot udvander hun det kristne kaldsbegreb, fordi hun vil have det til at omfatte et muslimsk ‘kald’ også, hun risikerer helt at afskaffe den kristne kaldstanke, fordi hun lader den slippe enhver forbindelse med det, der er det væsentligste i den kristne kaldstanke: efterfølgelsen af Jesus, villigheden til at lide døden for sandhedens skyld.

Lad mig slutte med at fremhæve to digte, der udmærket fortæller, hvad den kristne kaldstanke går ud på. Det første er af Kaj Munk, det er skrevet i 1921 og fortæller om kaldets personlige pris. Jeg har brugt det i en artikel om Vedersø Præstegård (se her) og de to sidste vers lyder sådan:

”Mester med den tunge Tornekrone,
”følg mig, følg mig”, var dit Bud, din Bøn.
Jo, men se dog fra din Ærestrone,
hvor din Faders skønne Jord er skøn.

Mester med den tunge Tornekrone:
”Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!”
Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone,
ja, selv Drengene at følge dig.”

Det andet digt er skrevet af Luther, da han hørte, at hans ordensbrødre havde lidt martyrdøden i Bruxelles. Det kan ses her, og det var formentlig derved, at Luther opdagede, at han kunne digte; det var altså begyndelsen til den salmedigtning, som Luther derefter tog fat på. Mærkeligt, sådan set, at en salme om martyriet blev begyndelsen til vor salmesang, eftersom vi sidenhen så at sige ikke har lagt vægt på martyriet. Salmen er på 12 vers, og vers ni og ti lyder således (i min oversættelse):

”Den skændsel har de [bødlerne] angret nu,
de vil den helst udsmykke,
de tør ej prale af den dåd,
de skjuler der’s ulykke.
For skammen bed dem her i sind,
de klaged’ sig, de dybt fortrød.
Dog kan ej Ånden tie her:
Det Abelblod, de her udgød,
det melder Kains brøde.

For bålets aske bliver ved,
gi’r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde”.

Det, bålets aske bliver med at melde, er, at der her skete et justitsmord. Det samme meldes overalt, hvor kristne dør for deres tros skyld. Klaus Dahl her på eftertanke.dk har efterhånden givet mange eksempler på sådanne mord eller sådanne martyrier. Men hvad sofisterne fra Løven ikke kunne dengang, det kan diverse muslimvenlige journalister og teologer: få al tale om martyrium gjort til en psykologisk særhed og ikke til en nødvendig konsekvens af kaldet fra Jesus. Men kan denne udvanding holde overfor salmerne fra Kaj Munk og Luther? Det vil jeg dog godt hermed lade komme an på en prøve.

Indsendt i Islam versus kristendom | Ingen kommentarer »

Argh, alt det undskylderi!

11. juli, 2010 af Ricardt Riis

Ak, ja, så skal man igen lide under, at nogen ikke har gjort deres forarbejde ordentligt. Jeg tænker på Deadline-udsendelsen lørdag aften den 10. 7. Den sidste del af udsendelsen byggede på et interview, Kurt Strand havde med en person fra de tidligere dansk-vestindiske øer, jeg fangede ikke hans navn. Han havde dannet en forening, som jeg heller ikke i farten fandt ud af, hvad hedder, som skulle arbejde for, at vi danskere får noget at vide om de dansk-vestindiske øer. Han mente – eller var det en forsker fra Holland, der mente det klarest – at der stod alt for lidt i de danske skolebøger om disse øer. Og det mere end antydedes, at det skyldtes, at vi danskere hellere ville hæfte os ved de positive ting fra vor historie end ved de negative. Og slavehandelen og slaveriet på de dansk-vestindiske øer hører jo så absolut til de negative. Men det skulle vi ikke slippe af sted med. For nu var han kommet til landet for at fortælle os om alle de brud på menneskerettighederne, der fandt sted i denne tidligere danske koloni, mens den var under dansk herredømme. Noget, den dog havde været i over et par hundrede år. Så vi skulle ikke få lov at feje denne del af vor historie ind under gulvtæppet.

Og mærkelig nok, denne påstand om vores lyst til at glemme alt om vort land som en slavenation, tog Kurt Strand til sig som sin egen. Han og redaktionen bag ham havde tilsyneladende ikke bladet i arkiverne. De havde åbenbart på forhånd bestemt, at dette skulle være ‘vinklingen’ på den historie: vi danskere skulle skammes ud, fordi vi ikke vil være ved, at vi havde været slavepiskere i 1700-tallet, men i stedet søger at glemme det.

Sandheden er jo imidlertid en helt anden. Vi har aldeles ikke søgt at fortrænge den del af vor fortid. Der er kommet masser af bøger om de dansk-vestindiske øer. Og de er blevet solgt i stort tal. Det gælder i hvert fald Thorkild Hansens trilogi om trekantruten: ruten fra København til Ghana, fra Ghana med slaver til De Vestindiske Øer, og derfra tilbage til København med sukker og rom (bøgerne hed ‘Slavernes Kyst’, ‘Slavernes Skibe’ og ‘Slavernes Øer’). Og jeg sad i hele det kvarter, denne sag blev behandlet, og ventede: Nu må de da nævne disse bøger! De kan da ikke bare springe dem over! De peger da om noget i den modsatte retning og viser, at øerne ikke er glemt i den danske offentlighed. Men nej, de passede ikke ind i den vinkling, man havde anlagt på historien. Så enten anede man intet om deres eksistens – og det er galt – eller også havde man ikke taget sig tid til den mest overfladiske, men også nødvendige reseach – og det er værre – eller også havde man med vilje udeladt bøgerne, fordi de forstyrrede den vinkling, man anlagde på historien – og det er værst.

Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg fra min tidligste ungdom husker, at jeg hørte og så en skoleinspektør fra Nakskov, der var neger. Han stammede fra de dansk-vestindiske øer, og den viden holdt han på ingen måde for sig selv, han rejste land og rige rundt med beretninger fra øerne og med fortællinger om sin egen skæbne og negrenes skæbne i almindelighed. Og fra en senere tid husker jeg vittigheden om Frederik den Sjette, der elskede soldaterparader, men en dag alligevel blev overrasket, fordi der midt iblandt de ‘almindelige’ soldater stod en negersoldat. ‘Nå, han er sort’, sagde majestæten. ‘Javel, Deres majestæt’, svarede manden, og selvfølgelig, hvad skulle han ellers sige! Og så fik han disse kongeord med på vejen som en herlig afskedssalut: ‘Bliv ved med det!’

Men disse små ting er blot, hvad lille jeg kan huske. Mon ikke andre danskere har det på samme måde? Mon ikke der rundt i den danske befolkning findes en ganske tilsvarende viden? Og mon ikke alt dette skulle være i stand til at skyde den påstand i sænk, som den gode mand fra Caribien kom med: at vi ikke véd noget om vort forhold til de dansk-vestindiske øer?

Men så var der det med undskyldningen. Vor gode mand fra Vestindien ville ikke just kræve en undskyldning, det måtte blive vor egen sag, om vi ville undskylde for de mange brud på menneskerettighederne, der havde fundet sted, men Kurt Strand borede en del i, hvad manden kunne mene med det engelske ord ‘reparation’ uden dog at få et klart svar.

Det fik han til gengæld af Venstres udenrigspolitiske ordfører, hvis navn også gled mig af hænde. Han mente, at det var en farlig vej at betræde, hvis man gav sig til at undskylde for de ting, vort folk havde lavet i fortiden. Og da han fik forevist den undskyldning, Tony Blair var kommet med for den britiske slavehandel og det britiske slavehold (se, den research kunne de gennemføre, redaktørerne, for det passede med deres vinkling), gjorde han opmærksom på, at der, straks denne undskyldning var udtalt, var kommet krav om erstatning; logisk nok, for undskylder man noget, må man også være villig til at gøre det forkerte godt igen. Hvilket fik Kurt Strand til – temmelig frækt – at spørge, om det skulle forstås sådan, at vi danskere nok kunne give en undskyldning, det måtte bare ikke koste noget.

Det bragte dog ikke vor venstremand ud af fatning. Han fastholdt, at der er noget principielt forkert i, at en stat i nutiden siger undskyld for noget, der er forøvet af den samme stat i fortiden. Og som man vel kan forstå af overskriften, er det noget, jeg kan tilslutte mig af mit fulde hjerte.

For det første kan man spørge, som også venstremanden gjorde: Hvor skal vi standse? Skal vi nutidsdanskere sige undskyld til englænderne for vikingernes hærgen i England for 1000 år siden? Det virker ikke rimeligt. Rent bort set fra, at englænderne synes at være kommet over de eftervirkninger, denne hærgen måtte have haft.

For det andet kan man spørge, hvem det er, der skal sige undskyld. Nå ja, Kurt Strand og hans interview-offer var vist rørende enige om, at det da naturligvis måtte være den danske statsminister. Men hvorfor kun den danske? Hvorfor ikke også den norske statsminister? Danmark og Norge var jo knyttet sammen i en personalunion frem til 1814, så hvis Danmark har ansvar for slaveriet, har Norge det vel også, Island forresten ligeledes. Så hele tre statsministre på rad skal stille til undskyldningsaflæggelse samtidig. Og efter 1814 var Danmark stadig en helstat, det vil sige, Holsten, Slesvig og Lauenborg hørte med. Så der må vel også være en ministerpræsident for Slesvig-Holsten, der skal sige undskyld. Når man siger, at mange af de gamle palæer på Christianshavn er bygget for slavernes sved, er det sikkert rigtigt nok, men man må ikke glemme, at det samme kan siges om andre bygninger, f.eks. bygninger i Flensborg. Og nu vi er i gang, må vi vel også forlange en undskyldning af franskmændene, for de var med til at nedkæmpe et slaveoprør på Skt. Jan engang i 1700-tallet. Og da de fleste slavegodsejere på Skt Croix var englændere, skal vi vel også have en undskyldning fra englænderne. Men hvad, de kan måske komme ind under den undskyldning, som Tony Blair allerede har afleveret, selv om han vist ikke anede noget om deres eksistens, da han undskyldte.

Så må statsministeren jo også huske på – hvis han nu skulle få den idé at undskylde – at han endelig ikke må undskylde på indvandrernes vegne. De af dem, der er muslimer, har jo også så rigeligt at undskylde som muslimer, for den muslimske verden har været lige så ‘dygtig’ til slavejagt og slavehold som den kristne. Og skulle han komme til i sin undskyldning at glemme at trække muslimerne fra, må han endelig huske bagefter at undskylde, at han undskyldte på deres vegne. Men så skulle det vist også være klart, hvem der undskylder for hvad.

Nej, det vil sige, skal der undskyldes, så skal der vel undskyldes til gavns. Og der må være ikke så få afrikanske stammer ved Ghanas kyst, der skal undskylde for, at de drog indenlands og fangede andre individer fra andre stammer for at sælge dem til danskerne. Historiske undersøgelser må kunne klarlægge, hvilke stammer det drejer sig om. Men så må vi vel også omsider være nået til bunds i den enorme bunke af undskyldninger, man skylder indbyggerne på de tidligere dansk-vestindiske øer. Indviklet er det, og mit råd er derfor, at man dropper alt undskylderiet og nøjes med at prøve at klarlægge historien så godt, det kan lade sig gøre.

Når jeg mener, man skal droppe al denne tale om undskyldninger, skyldes det også, at forholdet mellem den, der forventer en undskyldning, og den, der tænkes at skulle aflevere en, let bliver noget forkrampet noget. Som et forhold mellem et barn, der har fået en forkvaklet opdragelse, og hans forældre. Bliver han ved med at bore i alt det, han mener forældrene gjorde forkert, spørger man jo til sidst sig selv: bliver den mand aldrig voksen? Som voksen må han dog tage ansvar for sig selv og alt det, hans forældre har givet ham med på vejen, godt og skidt. Det hører alt sammen med til det, han som voksen tænkes at overtage. Man kan jo ikke få sin barndom byttet, hvis man ikke er tilfreds med dem.

På lignende måde med beboerne på de dansk-vestindiske øer. De har nu engang den historie, de har; den kan ikke byttes, hvis de ikke er tilfredse med den. Og den har da været med til at gøre dem til dem, de er, naturligvis, men den skæbne og det, de er i dag, må de da som normale voksne mennesker tage på sig. Det er nu engang det, de har fået at bære, vi kan ikke bære det for dem. Er der traditioner, de ikke er tilfredse med, må de lave dem om, vi kan ikke gøre det for dem.

Og hvis de er interesseret i deres historie, hvis de vil prøve at sætte sig ind i, hvordan det var at være slave dengang, så findes der mange kilder i de danske arkiver, og der er skrevet mange bøger ud fra disse kilder. Og jeg kan ikke tro andet, end at de blandt dem, der måtte være interesseret i det, kan få adgang til alle disse kilder. Men det forudsætter nok, at de kan læse dansk. Så vi burde måske fra dansk side hjælpe med til at give undervisning i dansk på de dansk-vestindiske øer. Eller vi kunne måske hjælpe dem ved at få nogle af disse mange bøger om vor spændende fælles historie oversat til engelsk.

Men lad os dog gøre både det ene og det andet som frie, ligeværdige borgere, som i fællesskab kan grine af det, der måtte være at grine af (det er nu nok ikke så meget) og græmmes over det, der måtte være at græmmes over (det er utvivlsomt betydelig mere). Men skal det gøres i fællesskab, altså i et ægte menneskeligt fællesskab, så kan den ene ikke have en klemme på den anden, eller, hvis den ene mener at have noget på den anden, så må det tales igennem, det ordnes ikke ved en undskyldning, er den end nok så officiel.

Langt vigtigere end alt dette undskylderi er det, at man i sin historieforskning ikke prøver at stikke noget under stolen. Åbent og ærligt må alting foregå, og gør det det, vil man måske opdage mange mærkelige ting. Måske en slaveejer ved en bestemt lejlighed har vist medlidenhed med en slave, hvem véd, måske en slave, der fik ordre til at piske en medslave, har gjort det med virkelig sadisme, hvem véd, måske man ender med at finde ud af, at begge parter har været mennesker, blot med hver sit regelsæt, et regelsæt som danskerne ikke har formået at bryde ud af, måske, fordi de ikke kunne gennemskue det, måske, fordi det var for indviklet, måske, fordi de heller ikke havde synderlig lyst til det, der var for mange penge involveret.

Men det mest mærkelige, man opdager, er vel alligevel, at dette umenneskelige regelsæt nu er brudt sammen. Overfor dette glædelige faktum burde alle krav om undskyldning ophøre. Vi er alle efterkommere af nogen, der har brudt med slaveriet.

Indsendt i Samfundsforhold | 22 kommentarer »

Syndefald i koranen

8. juli, 2010 af Ricardt Riis

Jamen, muslimerne kender ikke noget til noget syndefald. Hvordan kan der så findes en syndefaldsberetning i koranen? Det kan der, fordi Muhammed har sjusket lidt med teologien, da han formede koranens ord. Han har ladet lidt for meget af den bibelske syndefaldsberetning gå med over i koranen.

I bibelen findes der kun én syndefaldsberetning. Den står i 1 Mos 3,1-19. Og i det gamle testamente er der tale om en myte, dvs., der er tale om en fortælling, der skildrer nogle af menneskets grundvilkår. Den vil sige, at det onde er en realitet, og den vil sige, at mennesket ikke kan erklære sig uskyldigt i det onde; mennesket selv lod sig friste til at bryde tillidsforholdet til Gud. Det fik som konsekvens, at menneskene så, at de var nøgne; det førte med sig, at Adam skød skylden over på Eva; det endte med, at Adam og Eva blev fordrevet fra Paradis. Fra nu af skulle Eva føde sine børn med smerte, fra nu af skulle Adams arbejde med at skaffe sig føden være besværliggjort. Og altså: dette ”fra nu af” gjaldt hele menneskeheden. Det ligger der i, at der er tale om en myte. Hvert menneske gennemlever syndefaldet og opdager, at det barndommens paradis, det troede at leve i, lever det ikke i, og bliver videre klar over, at det er dets egen skyld, at det er gået sådan.

Sådan ser de muslimske teologer imidlertid ikke på sagen. Jeg har det følgende fra en udmærket bog, der findes på nettet (se her). Den hedder ”A Struggle that Led to Conversion” og er skrevet af Emir Rishawi. I det afsnit i bogen, der handler om synd og frelse, skildrer han de muslimske teologers opfattelse af de beretninger om syndefaldet, der findes i koranen, eller, jeg skal vist rettere sige, de beretninger om Adam og Evas synd. For sagen er, at muslimerne ikke mener, der er tale om et syndefald. Der er tale om, at Adam og Eva forbrød sig mod et bud, Gud havde givet dem, derefter angrede de og bad om tilgivelse, så tilgav Gud dem, og så var den sag ude af verden. Der er i det muslimske teologiske vokabular ikke tale om nogen arvesynd, og der er følgelig ikke brug for nogen guddommelig frelse.

Sagen er for de muslimske teologer sådan set logisk nok. De hæfter sig ved en række koranord, der fortæller, at det er enkeltmennesket selv, der må bære ansvaret for de onde eller gode gerninger, det gør. F.eks. henviser de til sura 6:164, hvor det hedder: ”Hvad hver enkelt begår, kommer over ham selv; ingen skal bære en andens byrde”. Og de henviser til sura 17,13: ”Vi har lagt ethvert menneske dets skæbne om halsen”. Og også sura 74,38 kan bruges: ”Enhver skal stå til ansvar for det, han har bedrevet”. Og ud fra sådanne koransteder og ud fra deres egen logiske fornemmelse hævder de, at Adam og Evas overtrædelse var deres og deres alene. Den berørte ingen andre end dem.

Problemet for dem er blot, at sådan står der ikke i koranen. Man må faktisk ud fra de tre steder, hvor beretningen står, næsten nødvendigvis få den tanke, at der i koranen, som i det gamle testamente, er tale om en myte, altså er tale om noget, der vedrører alle mennesker, ikke kun Adam og Eva. Det viser Emir Rishawi med en ganske sjov iagttagelse. Men der er meget mere end lige denne ene iagttagelse, han kommer med, der er værd at hæfte sig ved.

De tre koransteder har jeg anbragt nedenfor i det nærmeste, man kan komme en synoptisk opstilling. Med bogstaverne A, B og C betegner jeg de tre tekster. Med tal fra 1 til 14 betegner jeg tekstdele i de enkelte tekster, således at A10, B10 og C10 er de tekstdele, der tænkes at være ens. Man kan således se, at C2 og C3 er tekstdele, som C har for sig selv.

Oversættelsen har jeg selv foretaget fra en engelsk oversættelse, der findes på en udmærket hjemmeside til studiebrug, der hedder ”Yet another Quran Browser” på adressen: http://www.quranbrowser.com/ . Jeg har benyttet mig af den oversættelse, der er lavet af Sale.

Når jeg ikke har kunnet bruge den udmærkede danske oversættelse, der findes på denne adresse (http://forlagetvandkunsten.dk/97507/search/ ), skyldes det, at jeg er nødt til, for at få Rishawis pointe frem, at lave en lidt klodset oversættelse. (fortsættes på den anden side af nedenstående tekster)

Fra sura 2,35-38:
A1: [2:35] Og Vi sagde: ‘O Adam, du og din hustru må bo i haven og spise så mange af dens frugter, som I vil. Men nærm jeg ikke dette træ, for så vil I blive regnet blandt overtrædere’.
A4: [2:36] Men Satan fik dem til at forspilde [paradiset] og drev dem bort fra det, de havde været i.
A10: [2:36] Så sagde Vi: ‘Kom alle ned herfra! Den ene skal være den andens fjende. Og I skal alle få en plads på jorden og leve dèr til en tid’.
A11: [2:37] Og Adam lærte [bønnens] ord fra sin herre, og han vendte sig mod ham, for han har let ved at tilgive og være nådig.
A14: [2:38] Og Vi sagde: ‘Kom alle ned herfra! Herefter skal der komme en vejledning til jer fra mig, og enhver, der følger min vejledning, skal ikke frygte, ejheller få sorg’.

Fra sura 7:19-23:
B1: [7:19] Men hvad dig angår, Adam, så kan du og din hustru bo i paradiset og spise dets frugt, hvornår I vil. Men nærm jer ikke dette træ, for så vil I blive regnet blandt overtrædere.
B4: [7;20] Men Satan fortalte dem, at han ville afsløre deres nøgenhed for dem – den var skjult for dem.
B5: Og han sagde: ‘Jeres herre har ikke forbudt dette træ for jer af anden grund, end at I ellers vil blive engle og opnå udødelighed’.
B6: [7:21] Og han svor for dem og sagde: ‘Sandelig, jeg er én af dem, som råder jer godt’.
B7: [7:22] Og han fik dem til at falde med sit bedrag. Og da de havde spist af træet, blev det klart for dem, at de var nøgne. Og de begyndte at sætte paradisets blade sammen for at dække sig.
B8: Og deres herre kaldte på dem: ‘Forbød jeg ikke dette træ for jer! Og sagde jeg ikke til jer, at Satan er jeres visse fjende!’
B9: [7:23] De svarede: ‘O herre, vi har handlet uretfærdigt med vore egne sjæle. Og hvis du ikke tilgiver os og er nådig imod os, er det sikkert, at vi vil høre til blandt fortabte’.
B10: [7:24] Han sagde: ‘Kom alle ned herfra! Den ene skal være den andens fjende. Og I skal alle få en plads på jorden og leve dèr til en tid’.
B12: [7:25] Han sagde: ‘Deri skal I leve, deri skal I dø, og derfra skal I tages bort [til opstandelsen].
B13: [7:26] O Adams børn. Vi har sendt tøj ned til jer for at skjule jeres nøgenhed og ordentlige klæder. Men at iføre sig fromhed er bedre. Det er ét af Guds tegn, om I dog ville lægge vægt på det’.

Fra sura 20:117-123.
C2: [20:117] Og Vi sagde: ‘O Adam, sandelig han [djævelen] er både din og din hustrus fjende. Pas derfor på, at han ikke skal få jer ud af paradiset! For så får I det elendigt!
C3: [20:118] Sandelig, vi har sørget for dig herinde, så du ikke skal sulte, ejheller skal du være nøgen! [20:119] Og der er også sørget for dig, at du ikke skal tørste eller føle middagsheden.
C4: [20:120] Men Satan hviskede onde forslag til ham og sagde: ‘O Adam, skal jeg føre dig til evighedens træ, og et herredømme, som ikke slår fejl?’ [20:121] Og de spiste begge deraf. Og det blev klart for dem, at de var nøgne. Og de begyndte at sy paradisets blade sammen for at dække sig.
C9: [20:121] Således blev Adam ulydig mod sin herre og blev forført. [20:122] Derefter godtog hans herre ham, vendte sig imod ham og vejledte ham.
C10: [20:123] Og han sagde: ‘Kom ned herfra, begge to, den ene skal være den andens fjende. Men herefter skal der komme vejledning til jer fra mig. Og enhver, der følger min vejledning, skal ikke fejle, ejheller skal han være ulykkelig.

(fortsat fra før teksterne):
Rishawis pointe er, at koranarabisk ikke blot, som de europæiske sprog, opererer med éntal og flertal, den har tillige en særlig form, der hedder total. Altså, når to mennesker tiltales, bruges der en anden form, end når flere mennesker tiltales. Og det, der har undret ham, er nu, at der i to af de tekster, vi har for os, står flertal og ikke total, skønt det dog kun er Adam og Eva, Gud taler til. Hvis det var total, skulle der stå: ihbita. Men der står: ihbitu, hvilket er flertal. Man kan se det på ovenstående under A10 og B10. For at få det frem, har jeg oversat: ”Kom alle ned herfra!”

Han er naturligvis ikke den første, der har undret sig over det. Det har også fromme muslimske fortolkere gjort. Nogle af dem forklarer det med, at flertalsformen er mere ærefuld. Men, spørger Rishawi, hvorfor skulle Gud dog tiltale Adam med en særlig ærefuld form, just som han har overtrådt budet? Andre siger, at også slangen og djævelen jo var til stede, deraf flertalsformen. Men, siger Rishawi med henvisning til A14, skal der da komme vejledning også til slangen og djævelen? Det er da umuligt. Og så ser han den fortolkning som den eneste mulige, at flertalsformen skyldes, at alle Adams efterkommere tænkes at være omfattet af det, Gud siger; i min formulering: der er tale om en myte, der omhandler menneskeslægtens skæbne, ikke blot Adams og Evas skæbne.

Såvidt Rishawi. For egen regning skal jeg føje et par iagttagelser til som den vantro hund, jeg er. Jeg tror jo ikke et øjeblik på, at koranen stammer fra Gud. Nej, det er Muhammed, der har opsnappet dele af de bibelske beretninger og brugt dem, når han i sin tranceagtige tilstand formulerede koranens ord. Og her er det ganske morsomt, at han, selv om den bibelske myte sådan set modsiger den vejledning, han kommer med – for mennesket er ikke ondt i sig selv, ifølge islam – så kan han alligevel ikke lade være med at viderebringe de træk, der gør beretningen til en myte om menneskeslægtens skæbne.

Det er nu for det første flertalsformen i A10 og B10. Og lidt mere prekært bliver det derved, at dette ikke stammer fra den hebraiske original, for hebraisk kender ikke noget til en form, der hedder total. Nej, det er Muhammed selv, der har skullet danne flertalsformen ud fra, hvordan han forstår fortællingen. Så han forstår den sikkert som en myte.

Dernæst er, som man kan se, tanken om nøgenhed bevaret. Det er jo noget af det, der giver fortællingen mytisk karaktér. For alle mennesker har jo i dag tøj på. Og nøgenhed er for alle noget skamfuldt noget. Men hvordan gik det til, at mennesket ene af alle dyr fik den idé at skulle have tøj på? Ja, myten giver sit svar på det, og Muhammed viderebringer i hvert fald delvist mytens svar.

Og endelig er der også i koranen bevaret den forestilling, som givetvis hører med i den bibelske myte: at mennesket blev dødeligt ved at spise at den forbudte frugt. Det antydes med bemærkningen om, at mennesket skal bo på jorden og ‘leve dèr til en tid’, altså ikke evigt. Eller, som det hedder B12: på jorden skal mennesket leve og dø og derfra tages bort til opstandelsen. Her synes også den forestilling levende tilstede, at beretningen handler om alle mennesker.

Til sidst det næsten vigtigste: Muslimerne ser ofte ned på os, fordi vi i det ny testamente har tre synoptiske evangelier, hvor Jesu ord ofte afviger en del fra hinanden. I modsætning dertil, siger de, har de i koranen Guds eget ord som en nøjagtig kopi af de tavler, der befinder sig i himlen.

Men når man ser den synoptiske opstilling, jeg har lavet over de forskellige steder, hvor syndefaldsberetningen står, så tvinges man næsten til at sige, at dette jo ligner vore synoptiske evangelier på en prik. Der er forskellige beretninger i den samme koran, og de stemmer ikke overens. Ved en sammenstilling som ovenstående kan man se forskellene, som man kan se forskellene på det samme Jesus-ord i de forskellige evangelier. Den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Men det er i virkeligheden langt værre for muslimerne end det ser ud til ved første øjekast. For vi kristne har jo ikke påstået, at vi har Jesu ord i ren form med 100%’s garanti. Vi har hele tiden, netop fordi der var tre udgaver af det samme Jesus-ord, måttet lytte os frem til ånden i ordet. Men muslimerne, der påstår, at de i koranen har Guds egne ufejlbarlige ord, de kommer virkelig i klemme, når tingene sådan sættes op ved siden af hinanden. Bevares, en del af forskellene kan forklares med en forskellig sammenhæng, en lidt forskellig vinkling. Men når Gud citerer sig selv, så burde der være 100%’s overensstemmelse. Hvad der blot ikke er. Sammenlign A10 med B10 og C10! ‘Kom alle ned herfra!’ hedder det i A10 og B10, mens det i C10 hedder: ‘Kom begge ned herfra!’ Det er forståeligt, at Muhammed ikke helt har styr på, hvad han tidligere har påstået var Guds skinbarlige ord. Så man kan godt bære over med ham, at han forandrer flertal til total. Men man kan ikke forestille sig, at Gud ikke skulle være klar over, hvad han tidligere har åbenbaret. Og derfor viser denne forskel, at det er Muhammed og ikke Gud, der er forfatter til koranen.

For os ingen overraskelse. Men for de fleste muslimer den rene blasfemi. Dog, logikken er klar nok.

Indsendt i Islam | Ingen kommentarer »

Det rifbjergske hvalflæsk

5. juli, 2010 af Ricardt Riis

Han kan noget med sproget, den Rifbjerg. Se bare overskriften på den kronik, han i går (4-7 10) havde i Politiken (se her): ”Hvalflæsk”! Ja, rigtig gættet! Klaus Rifbjerg skriver om hvalen i Vejle fjord og al den opmærksomhed, den vakte. Den opmærksomhed sammenstiller han med den mangel på opmærksomhed, det vækker, når vore døde soldater kommer hjem fra Afghanistan. Da gribes han af fortvivlelse og raseri over, at endnu et liv er spildt i en meningsløs krig. Og han undrer sig over sine egne følelser, det ene sæt, medlidenhed med den døende hval, har han fælles med andre danskere, det andet sæt, fortvivlelse over den krig, vi har indblandet os i, står han, synes han, besynderlig alene med.

Jeg véd ikke, hvor mange danskere der deler disse sidste følelser. Jeg gør. Men al Rifbjergs sprogekvilibrisme til trods, jeg synes ikke, han får sagt det godt nok. Hans modstand mod krigen bliver, når han skal formulere den, til en, bevares, sproglig set elegant, men forstandsmæssig set fattig pacifisme. Han nøjes med at skildre krigens gru – som de kyniske siger: ”shit happens” – og tænker så tilbage på sine sommerferieophold på Langeland under krigen, hvor man med velbehag spiste jordbær med rigtig fløde på og bagefter gik op på bakken og skuede over mod ødelæggelsen af Kiel, det sidste også med velbehag, for hvad, det var jo bare de fordømte tyskere, der fik, hvad de fuldt ud havde fortjent.

Men vi er da vel nødt til på én eller anden måde at sige, at den krig var nødvendig. Og retfærdig. Eller hur? Vi kan da ikke gemme os bag en passiv pacifisme, der lader andre slås for den frihed, vi nyder, og bagefter snyde os til på én gang at glæde os over friheden og betragte al krig som ond. Vi må, for mig at se, skelne mellem en krig, der er retfærdig, og én, der ikke er. Der er masser af mennesker, der gør nar af den skelnen, jeg véd det godt. Men får ikke krigsgale præsidenter lettere ved at føre os i krig, når vi ikke foretager den skelnen?

I hvert fald var det ikke vanskeligt for præsident Bush efter den 11. september at angribe Taliban i Afghanistan. Han ønskede at fremstå som en leder, der kunne udvise lederskab, og anså det for en helt naturlig ting at bruge militær magt for at stække al-Qaida. Inden længe var der så lige så mange døde afghanske civile, som der var døde amerikanske civile ved angrebet den 11. september. Og tallet stiger stadig, altså tallet på de afghanske civile. Var det en ukristelig tanke om hævn, den kristne præsident lod sig lede af?

Eller var det det militært-industrielle kompleks i USA, der pressede på for at få krige til at afprøve deres våben i. Eller skyldtes hans reaktion de mange tegneseriefigurer, der oversvømmer Amerika, hvor hovedpersonen altid kæmper retfærdighedens sag og aldrig gør noget forkert – skurkene er skurke, heltene helte – skyldes det, at de bagom ryggen på beslutningstagerne har indflydelse på landets udenrigspolitik. Nok er det, Jesu råd om at vende den anden kind til har man fuldstændig overhørt i Guds eget land. Det er ikke et råd om pacifisme, men det er råd om ikke altid at holde på sin ret, i dette tilfælde: et råd om at afprøve alle andre muligheder, før der indledes en krig. Har du ret til at angribe Taliban i Afghanistan, fordi de låner hus til al-Qaida? Måske, men derfor er det ikke sikkert, du skal gøre det.

USA kunne udmærket have nøjedes med at indføre de mange efterretningsmæssige tiltag, man gennemførte. Det er jo dem: ekstra tjek på flyrejsende, brud på e-mail hemmeligheden, undersøgelse af internethjemmesider, udspionering af mistænksomme personer, osv., det er jo dem, mere end det er angrebet i Afghanistan, der har forhindret nye terrorangreb i USA. Og de terrorangreb, der er kommet i Europa, i London og i Madrid, har krigen i Afghanistan jo altså ikke afværget.

Man havde desforuden alle tiders chance for at fremhæve amerikanernes mod og snarrådighed i kraft af det, der skete i det fjerde fly, det fly, der blev forsinket 40 minutter i afgangen, og hvor passagerne derfor blev klar over, hvad der var sket i New York, hvilket gjorde, at de prøvede at overmande flykaprerne. Jeg er stadig fuld af beundring for de amerikanere, der i det fly tog affære og, selv om flyet styrtede ned i Pennsylvania, hindrede det i at blive fløjet ind i én eller anden bygning og slå mange amerikanere ihjel.

Faktisk kunne man godt have bygget sit forsvar mod fremtidige terrorister op på den menige amerikaners mod og opmærksomme iagttagelsesevne. For det, der skete den 11. september, var en éngangsforeteelse. Når det trick er brugt én gang, kan det ikke bruges mere. Det byggede jo på, at passagererne skulle føres bag lyset, de skulle tro, at dette var en ‘normal’ flykapring, hvor det ville ende med, at de fleste af dem ville overleve. Men når sandheden er kommet for en dag, som det skete, da flyene fløj ind i World Trade Center, så vil alle passagerer ved den næste flykapring forestille sig det værste og derfor, som passagererne i det fjerde fly, forsøge at overmande kaprerne. Resultatet af 11. september er da også, at der så at sige ikke har fundet nogen flykapringer sted efter den dato. Jo, for også flykaprere véd nu, at passagererne véd, at det muligvis kan være en selvmordsaktion.

Men man kan da ikke nægte, at USA havde ret til at angribe Afghanistan? Jo, det kan man. Dette, at Frankrig gav husly til Khroumeiny før kuppet i Iran, gav ikke shahens Iran ret til at angribe og besætte Frankrig – hvis altså vi forestiller os, at det havde haft magt til det. Det var shahens efterretningsvæsen, der skulle have beskyttet ham mod oprør. Eller – endnu bedre – det var hans indenrigspolitik, der skulle have sørget for, at der ikke var nogen af hans undersåtter, der følte trang til oprør; det er svært med en muslimsk befolkning, jeg véd det, men det var alligevel dèr, han skulle have sat ind.

Og sådan er det også USA’s efterretningsvæsen, der skal sørge for at gribe terroristerne, før de slår til. Hvilket ikke er nogen umulig opgave; vi har jo set, hvordan de efterhånden har slået til overfor ikke så få af disse mærkelige væsener. Så den påstand, at vi må være i Afghanistan for at forhindre, at terroristerne kommer til os, holder ikke.

Der er et par ting mere, som Rifbjerg kun antyder, men som jeg mener, man er nødt til at behandle mere indgående. Den ene er, at det er svært at komme ud af en krig. Man mærker en djævelsk logik, når én eller anden ledende person siger, at hvis vi trækker os ud nu, vil alle vore ofre have været forgæves. Altså: uanset, at de mål, vi satte os, slet ikke er opfyldt, uanset, at der ikke er nogen udsigt til, at de opfyldes foreløbig, selve dette, at nogle af vore er blevet dræbt, gør, at vi ikke kan trække os ud. Ellers vil jo det offer, vedkommende har bragt, det, der patetisk hedder ‘den højeste pris’, have været forgæves. Det er vel ikke just sådan, som det var i gamle dage, at man skulle trække sig ud ‘med æren i behold’, men det er dog sådan, at man skal kunne fastholde, at de, der er døde, har været med til at ‘gøre en forskel’. Og det kan være en ganske svær manøvre for politikere at gennemføre.

Den anden ting er, at krig altid forråer mennesker. Den forråer både de soldater, der er med i den, og os, der hører om de mennesker, der bliver dræbt. Når én af vore bliver dræbt, kan det være en bagvendt trøst, at der også dræbes mange talibanere. Og man skal altså være et meget ædelt menneske, hvis ikke man tænker, at det har de godt af. Åh ja, jeg véd godt, at forsvarets personel altid virker professionelle, og sikkert også selv søger at fremstå som professionelle soldater, der kun slår ihjel, når det er nødvendigt. Men jeg tror alligevel, at det er en del af officerernes professionalisme, at de lader et vist had til fjenden gøre soldaterne kampberedte. Og jeg kan godt forestille mig, at et sådant had ikke sådan lige kan slukkes, når først der er blevet tændt for det.

Man så det i slutningen af Anden Verdenskrig. Vi er vant til at betragte de allierede, i hvert fald englænderne og amerikanerne, som professionelle i den forstand, at de roligt og afdæmpet tog de nødvendige beslutninger. Men det er et glansbillede. Også de var præget af had til tyskerne, ligesom russerne var det. Bombardementet af Dresden i midten af februar 1945, hvor krigen var afgjort, var overflødigt, men blev alligevel gennemført. Hvorfor? Jo, det blev såmænd gennemført af had til tyskerne, eller fordi man ville ‘give dem en lærestreg’. Begge dele lidet professionelt. Og når Montgomery efter krigen kunne anbefale, at tyskerne i den britiske zone kun skulle have 800 kalorier om dagen, fordi de ikke gav fangerne i Bergen-Belsen koncentrationslejren mere, så var også en sådan udtalelse bestemt af et had, som der endnu ikke var blevet slukket for. Yderst menneskeligt, ja, og yderst forståeligt. Og vi danskere er ikke anderledes. Også derfor skal vi ud af Afghanistan.

Til sidst skriver Rifbjerg: ”hvor ville det dog være befriende, hvis nogen sagde: Skrub ud af det vanvittige land, glem den afsindige krig, brug pengene til noget andet end rustne bæltekøretøjer og livsfarlige mandskabsvogne, drop de kampfly og vupti, gælden er betalt, de sytten milliarder eller atten eller otteogtyve eller mere er hjemme, vi kan koncentrere os om svanerne og de rigtige hvaler med god samvittighed, ingen kommer hjem i kiste, ingen melder sig på rekrutteringskontorerne, for der er ingen, Danmark er atter frit, vi har tabt i Dybbøl, men fred være med det, vi var selv ude om det, sommeren er over os, og nattergalen synger, så syng da, Danmark, lad hjertet tale, hørte I det? HJERTET!”

Det er smukt og det er gribende, men det er også for letkøbt. Den pacifisme, der oven i købet understøttes med det danskeste af alle argumenter: at vi kan spare penge, den er for sølle, for uigennemtænkt, for frelst. For det kan da godt være, vi skal have kampfly; det er da meget muligt, at vi skal gribe ind forskellige steder rundt om i verden; hvad vi gjorde i Bosnien, var da ikke helt tosset; der kan komme en situation, der kræver militær magt.

Jovist, også jeg ser helst, at ingen kommer hjem i kiste, også jeg gribes af ækelhed ved alle krigens detaljer, også jeg føler afsky ved dem, der kommer om ved det bare ved at sige ”shit happens”. Men jeg er dog klar over, at vi sommetider er nødt til at lade ”shit” ske, alternativet er for skræmmende. Blot vil jeg mene, at vi skal prøve at gøre os nogle tanker om, hvilken krig der kan kaldes retfærdig og hvilken ikke. Og vi skal gøre det, uanset, hvor mange der gør nar af os. For jeg kan godt få den mistanke, at når nogen er imod tankerne om den retfærdige krig, skyldes det, at sådanne tanker lægger for store begrænsninger på valgmulighederne. Men netop det vil for mig at se være den største fordel ved sådanne overvejelser. En langt større tilbageholdenhed, før en krig udløses, kan kun være en fordel. Er det ikke også en lære, vi kan drage af Afghanistan-eventyret?

Indsendt i Samfundsforhold | Ingen kommentarer »

Er tro diskriminerende?

4. juli, 2010 af Ricardt Riis

Det er de mærkeligste påstande, man blive udsat for. Da jeg i Politiken for i dag (4-7) så en overskrift, der påstod, at tro i sin natur er diskriminerende, lod jeg mig friste til at læse artiklen bag overskriften. Den var skrevet af Marianne Eilenberger. Det navn sagde mig ikke noget, men på sin blog oplyser hun, at hun er ”Forfatter, retoriker og skribent. Eks-pornoredaktør og agony aunt”. Det sidste véd jeg ikke, hvad er, men det andet kan jeg da nogenlunde forstå. (Se hendes artikel her).

Hun vil begynde med at oplyse os om, at hun på ingen måde er troende. Men at hun gør det ved at springe over, hvor gærdet er lavest, forekommer mig lidt ubegavet. Den tro, hun ikke deler, er Jehovas Vidners forestilling om paradis. Og ikke sandt, så kan vi alle være med i forargelsen! Og hun gør da også, så godt hun formår, nar af disse forestillinger. Det må hun for så vidt gerne. Men at tro, at hun dermed har gjort op med kristendommen, det er dog for naivt. Ikke desto mindre er det præcis det, hun gør. Hun kunne have nøjedes med at sige, at kristendommen ikke siger hende noget, og at hun ikke gider gøre sig ulejlighed med at undersøge den nøjere. Eller hun kunne have taget et begavet opgør med nogle af de danske kulturpersonligheder, som kalder sig kristne. Der er dog nogle stykker at vælge imellem. Men nej, vi må forstå, at når hun ikke tror på noget af det, kristendommen hævder, skyldes det, at hun i sin tid mødte to damer fra Jehovas Vidner.

Så har hun nogle overvejelser over, at hun ikke bryder sig om at kaldes ateist. Jo, for hvorfor skal hun defineres ud fra, at hun ikke tror på noget. Hun spørger, om hun skal kaldes ‘abilist’, fordi hun ikke har kørekort, eller ‘apokist’, fordi hun ikke spiller poker. Og indrømmet, dèr har hun en pointe.

Hun fortsætter med at sige, at når man har sagt, at man er ateist, forventes man at sige, at man naturligvis respekterer alle andres tro. Og så hedder det: ”Den respekt kan jeg desværre ikke levere, og jeg synes, det er det rene hykleri både at udtrykke den respekt og at forlange den”.

Igen: Her har hun ramt noget rigtigt. Det kan jeg give hende ret i. Men hun balancerer på kanten af en misforståelse. Blot ser hun det ikke. Jeg for mit vedkommende vil sige som hun overfor eksempelvis muslimernes tro. Jeg synes ikke, den er respektabel. Jeg finder den ikke værdig til, at jeg skulle respektere den. For jeg synes virkelig, det er tosset at skippe alle forestillinger om menneskenes lige værdighed og gribe fat i den muslimske forestilling om et hierarki, hvor den muslimske mand står øverst, en ikke-muslimsk kvinde nederst. Den opfattelse kan jeg ikke respektere. Og jeg synes også, det er helt ud i skoven at have en regel om, at den, der ophører med at være muslim, skal slås ihjel. Det er der da gudskelov mange muslimer, der også synes, men reglen har ikke desto mindre haft gyldighed som religiøs lov i store dele af islams historie. Skulle jeg respektere det? Rend og hop!

Men det, hun glemmer at tilføje, det vil jeg tilføje: Jeg respektere sandelig muslimernes tro på den måde, at jeg mener, de i vort samfund bør have al mulig frihed til at dyrke deres tro. Jeg véd godt nok ikke, om jeg helt af hjertet kan sige det, som Voltaire ofte citeres for at have sagt: at jeg vil sætte livet ind for, at de skal have lov til at sige det vrøvl, de siger. Men det er tæt på. Min tro tilsiger mig nemlig at give alle mennesker frihed til at sige, hvad de brænder for. Men den tilsiger mig ikke, at de skal være fri for at blive modsagt. Og modsige dem, hvis det er muslimer, der er tale om, det vil jeg.

Så respekt og respekt er to ting. Og det er praktisk at skelne mellem de to ting.

Det samme gælder ordet ‘diskrimination’. Og nu kommer det prekære. Hun fortsætter: ”Det er da indlysende, at hvis man tror på en bestemt gud eller tror på Gud på en bestemt måde, ja, så respekterer man ikke andre former for tro, i den forstand at man synes, de har lige så meget ret, som ens egen udgave af det himmelske har. Tro er i sin natur diskriminerende. Jeg, derimod, diskriminerer ikke, for jeg respekterer ingen former for tro. Og det er uden diskriminerende undtagelser eller forbehold”.

Man plejer at bruge ordet ‘diskrimination’ om samfundsforhold: man skal fra øvrighedens side stille alle opfattelser lige, man må ikke favorisere en bestemt religion, man må ikke behandle én gruppe af folket anderledes end en anden. Men her udvider hun begrebet ind i det forvrøvlede. Det hænger sammen med, at hun på ingen måde kan se på sig selv som et menneske, der dog tror på noget. Hun tror ikke på kristendommen eller på andre religioner, og dermed mener hun, at hun kan leve sit liv uden at tro på noget. Hvilket hun naturligvis ikke kan.

Jeg vil formode, at hun tror på, at kvinder bør ligestilles med mænd, man bør på det punkt ikke diskriminere. Men den tro lader sig ikke videnskabeligt bevise, den er just en tro. Andre samfund har ikke en sådan tro. Muslimske samfund diskriminerer imod kvinder i stor stil. Hun kan naturligvis prøve at slippe for at tale om sin egen tro ved at sige, at der da måske kan være noget sandt i den muslimske samfundsmodel. Men den går ikke. Straks må hun op med et svar på, hvad hun tror gavner vort samfund bedst: en kvindediskriminerende model eller en ligeretsmodel. Og hvis hun svarer, at det gør naturligvis en ligeretsmodel, så har hun altså diskrimineret den muslimske model. Og ikke blot håber jeg, at hun på den måde diskriminerer, jeg håber også, at hun vil være ved, at hun gør det. Men det sidste er jeg meget i tvivl om.

Jo, naturligvis diskriminerer al tro i den forstand. Naturligvis diskriminerer jeg den muslimske model, når jeg fastholder ligeretsmodellen. Eller, hvis jeg skal bruge et andet ordvalg: Naturligvis vil jeg ikke være tolerant overfor intolerancen. Jo, den skal have lov at være i samfundet. Den skal have lov at udtrykke sig. Men den skal sandelig ikke have lov til at gøre det uimodsagt. Så tolerant har jeg ikke tænkt mig at være, ja, jeg anser det for samfundsødelæggende at være det.

Men det er den form for tolerance, Marianne Eilenberger forlanger af mig. Hvis jeg søger at fastholde min tro, som altså blandt andet er en tro på, at alle mennesker er lige, så skal jeg samtidig fastholde den trossandhed, at det er de måske ikke alligevel, ellers diskriminerer jeg med min trosiver. For, siger hun, al tro er i sin natur diskriminerende. På den måde ender man i det rene vrøvl. Det bliver umuligt at sige noget som helst. Og hun kan da også kun nå frem til dette monstrøse resultat ved at fortrænge den kendsgerning, at også hun har noget, hun tror på.

Desværre er dette vrøvl ikke helt så sjældent, som man kunne håbe på. Kendt er f.eks. kulturrelativismen, den tanke, at alle kulturer er lige gode, vi fra vesten skal ikke komme her og bilde os ind, at vi er noget, i hvert fald ikke, at vores kultur er bedre end andre kulturer. Og så bliver det umuligt at fastholde noget som sandt. For alle vore normale anskuelser er jo præget at vor kultur, ikke, og når den kun er én blandt mange, så bliver den og de anskuelser, man har ud fra den, ikke absolutte sandheder, men kun noget, vi tror på, fordi vi (tilfældigvis) hører denne kultur til. Menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed, alt det hører hjemme i vesten, og vi skal ikke forsøge at omplante det til andre kulturer.

En sådan kulturrelativisme glemmer at se på sig selv: er den kulturrelativistiske påstand absolut eller relativ? Hvis den er relativ, så behøver den jo ikke være sand, ikke engang for os vestlige mennesker. Eller, sat lidt på spidsen: Hvis vi skal fastholde sætningen: ‘alt er relativt’ som en absolut sandhed, så kan denne sætning jo ikke være inkluderet i det ‘alt’, der står i sætningen: ‘alt er relativt’. Altså: vi løber ind i en logisk absurditet. Det samme gør Marianne Eitelberger med sin påstand om, at tro af natur er diskriminerende. Påstår jeg, at noget er sandt, så siger jeg i samme åndedrag, at det modsatte er løgn, eller så diskriminerer jeg den modsatte påstand. Og selv om jeg så mener om mig selv, at jeg ikke tror på noget som helst, så har jeg jo fremsat den trospåstand, at ‘tro af natur diskriminerer’, og hvad så med den? Vil den ikke også diskriminere, nemlig imod den påstand, at tro aldrig diskriminerer? Tænk selv videre i det uendelige!

Så altså: hvis det at fastholde den kristne tro på alle menneskers ligeværdighed er at diskriminere, så diskriminerer jeg hjertens gerne. Men jeg fastholder samtidig, at denne tro er en tro, der er altså ikke tale om noget, jeg kan tvinge andre til at efterleve; derfor må f.eks. muslimer have al den frihed, vort samfund kan trække, for de må selv forstå, at denne sætning også gælder for dem, på trods af, hvad deres tradition siger.

Indsendt i ateisme | Ingen kommentarer »

Den moderne blindgyde: Er Gud til?

2. juli, 2010 af Ricardt Riis

Det kunne være sjovt, om vi i vor diskussion med de moderne hel- eller halvateister kunne nå ud over det spørgsmål, der standser al diskussion: Er Gud til? For når man begynder med det spørgsmål, når man aldrig længere, og det er da sådan set lidt ærgerligt.

”Du kan ikke bevise, at Gud er til”, siger den ene part. ”Og du kan ikke bevise, at han ikke er til”, siger den anden part. Og så kommer man ikke videre.

Alligevel har dette spørgsmål redet os i den vestlige verden som en mare fra omkring midten af 1800-tallet. Før den tid diskuterede man også på livet løs. Og man diskuterede alle spørgsmål, gik hele mennesketilværelsens problemer igennem, med skarphed og stringens. Blot gjorde man det indenfor den fælles ramme, som var udstukket af en form for gudstro. Ikke, at man ikke udfordrede denne ramme. Igennem hele middelalderen gjorde man næsten ikke andet. Her forsøgte man at stille tro og fornuft overfor hinanden med ofte meget overraskende resultater. Men man fik ikke den tanke, at der ikke fandtes en åndelig verden. Og man fastholdt, at denne verden dog på én eller anden måde var underlagt en ‘første årsag’: Gud.

Denne ramme blev imidlertid brudt. Og lad så være, at dette stillede os kristne forkyndere overfor en ret vanskelig opgave, værre er det måske, at det løsnede hele den forudgående del af tænkningens historie fra nutiden: man blev moderne, og det moderne var det ikke-kristelige; derfor var der ingen grund til filosofisk at beskæftige sig med middelalderens eller oldkirkens kirkefædre, de led jo alle af den vrangforestilling, at Gud var til. Nej, må vi så bede om de gamle græske tænkere, Platon og Aristoteles! At de i lige så høj grad var præget af religiøse forestillinger, det så man stort på, for deres forestillinger var ikke kristne. Og at oldkirkens kristne tænkere i høj grad havde beskæftiget sig med de gamle grækere, taget stilling til dem, fået dem indarbejdet i en kristen sammenhæng, det var man også ligeglad med, for sammenhængen var jo kristen, og man selv var ikke-kristen. Ud til højre med dem!

Men OK, nu har vi altså denne forestilling om, at Gud nok ikke er til, hvis man får kikket nøjere efter. Og nu står så vi kristne forkyndere overfor den kendsgerning, at mange af vor samtidige affærdiger al vor tale med den indvending: ”Jamen, jeg tror ikke på Gud! Du kan godt spare dig ulejligheden!” Hvad så?

Ja, så skal vi gøre det samme, som vi vel efterhånden har lært at gøre med de mange underberetninger i det ny testamente. Her er vi hørt op med at prøve at bevise, at det da vist godt kan tænkes, at det og det under har fundet sted. I stedet har vi lært at spørge: Hvad bruger evangelisten dette under til? Hvad er det, han vil have frem ved at fortælle denne beretning? På samme måde ville det være formålstjenligt, om både vi selv og vore modstandere, i stedet for at gå i gang med det sædvanlige uløselige spørgsmål: ”Er Gud til?”, tog hul på en anden og mere relevant problematik: ”Hvad bruger vi kristne gudsbegrebet til?”

Jeg har tidligere i to blogindlæg angrebet Richard Dawkins for hans to såkaldte dokumentarudsendelser på DR2, baseret på hans egen aggressive ateisme, se her og her. I forbindelse med hans form for ateisme kan jeg ikke nægte, at det irriterede mig ikke så lidt, at han slog de tre monoteistiske religioner, islam, jødedom og kristendom, sammen i én pulje og behandlede dem ens. Det mener jeg er en utilladelig forenkling. Jeg vil i hvert fald ikke forsvare islam og alt, hvad muslimer foretager sig. I stedet vil jeg påpege forskellen mellem kristendom og islam. Én af forskellene kan udtrykkes således: den kristne kender sandheden med så stor sikkerhed, at han tør lade sig slå ihjel for sandheden, muslimen kender den med så stor sikkerhed, at han tør slå ihjel for sandheden.

Muslimen bruger nemlig gudsbegrebet på den måde, at han sætter det bag den koranske åbenbaring: den og ingen anden er det, der er udtryk for sandheden, og det en sandhed, der er absolut. Det følger af, at han mener, det er Gud, der åbenbarer sig i koranen. For Gud, det er, at der er noget ubetinget til, Gud, det er, at der findes en absolut sandhed. Så absolut er denne sandhed, mener muslimen, at når der i koranen står, at man skal forsvare Guds sag med sværdet, altså sætte livet ind på at udbrede islam gennem ”hellig krig”, så både må og skal man som god muslim slå ihjel i Guds navn. Det gjorde Muhammed selv, og det gør hans menighed efter ham.

Det gør den kristne derimod ikke (når kristendommen forstås ret, og det er den dog i den henseende blevet i det meste af kristendommens historie). Han må kun lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Og det er langt vanskeligere. Og det er tilsvarende formentlig meget sjældnere, at de kristne lever op til dette krav.

Men hvad vil det sige at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld? Det vil sige ikke at lade sig tvinge til at sige noget, som man véd er usandt. Jamen, hvordan véd man, om noget er sandt eller usandt? Det véd man fra sin samvittighed. Eller det véd man, når man anvender den gyldne regel: at hvad man ønsker, at andre skal gøre mod én selv, det skal man gøre mod dem (Matt 7,12). Blot kan man altid kun anvende det, man finder frem til på den måde, på sig selv, man kan aldrig tvinge andre til at godtage det. Ja, man må afstå fra vold til gennemførelsen af sin livsopfattelse i lige så høj grad, som Jesus gjorde det: han blev mødt med den jødiske lovs krav om at opgive sine meninger – de gik jo imod den jødiske lov, åbenbaret på Sinai af ingen ringere end Gud selv. Og her har vi den jødiske anvendelse af gudsbegrebet: det blev i tilfældet Jesus anvendt til at dømme ham og kræve ham henrettet. For åbenbaringen på Sinai mente jøderne at have med en sådan sikkerhed, at de kunne slå ihjel i Guds navn.

Det gælder både datidens jøder og nutidens muslimer: når de slog kættere ihjel, var det i overensstemmelse med deres gudsopfattelse. Men når kristne slog kættere ihjel, var det imod den kristne gudsopfattelse. For den kristne sætter Guds absoluthed bag sproget og sprogets virkemåde. Når den kristne bekender sin tro på den treenige Gud, siger han, hvis det må være mig tilladt at udelade en masse mellemregninger: ‘Jeg tror på, at sproget har kræfter i sig til at styre enkeltmennesket og menneskeheden frem mod fuldkommengørelsen’. Og denne tro har konsekvenser; for tror man på sprogets kræfter, må man jo også lade sproget virke, dvs. at slå kættere ihjel bliver en umulig ting (Luther sagde, at det er imod Helligånden at brænde kættere, se her).

Dette: at tale om, hvad man bruger gudsbegrebet til, i stedet for at tale om, hvorvidt Gud er til eller ej, kan også være praktisk i en anden henseende. For der er jo andre mennesker end muslimer og jøder (altså jøderne på Jesu tid), som mener at kende sandheden med en sådan vished, at de kan tillade sig at slå andre mennesker ihjel. Lad mig bare nævne to almindelige mennesketyper fra forrige århundrede: kommunister og nazister. Begge disse bevægelser slog mennesker ihjel ud fra, hvad deres teorier sagde dem. Men teorierne var ikke religiøse teorier, de var – mente de selv – videnskabelige teorier. Kommunisterne mente at have fundet de vises sten (eller altså: den videnskabelige sandhed) med hensyn til, hvordan samfund udvikler sig, og nazisterne var så sikre på, at darwinismen også gjaldt i samfundsforhold, så de af den grund så sig nødsaget til at lade tyskerne – som det herrefolk, de mente, tyskerne var – prøve at tilkæmpe sig magten over de ”laverestående” folk.

Vi kan også sige, at de to bevægelser var pseudoreligiøse bevægelser, netop fordi de mente at kende sandheden så absolut. Kristendommen mener også at kende sandheden på absolut måde. Men sandheden ligger i sproget selv, det er – med johannesevangeliets udtryk – Ordet, der er sandheden. Den Jesus, der netop hos Johannes kaldes ”Ordet”, siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Men den Jesus kendte ‘kun’ sandheden med en sådan styrke, at han lod sig slå ihjel for dens skyld, han slog ikke andre ihjel, skønt han kendte sandheden. Og det skyldtes, at den sandhed, han kendte, krævede størst mulig frihed for at kunne gøre sin virkning.

Viser alt dette ikke, at det i bedste fald er intetsigende at spørge, om Gud er til eller ej, i værste fald vildledende? ‘Vildledende’? Jo, for man glemmer, at det farlige ikke ligger i religionen (forudsat, at man kalder kristendommen en religion), men i den måde, en religion anvender gudsbegrebet på, det vil sige: det farlige ligger i det, man sætter gudsbegrebets absoluthed bag, også om man ikke bruger ordet ”Gud” i sin gøren-absolut. Sætter man det bag en åbenbaret lov fra 600-tallet, sætter man den bag en samfundsmodel fra 1800-tallet, eller sætter man den bag en socialdarwinistisk teori fra 1900-tallet? I alle disse tre tilfælde er det absolutheden, der er det farlige, det er den, der snyder mennesker til at tro på disse ”religioner”, ikke gudsbegrebet i sig selv.

For dette begreb kan også, som kristendommen gør det, sættes bag sproget og sprogets kræfter. Man kan også regne med, at det absolutte, det, der fortjener ordet ‘guddommelig’, er den retfærdighed, sproget giver os at kæmpe for, den kærlighed, sproget lægger hen til os at bønfalde om, den tillid, sproget forudsætter i alle sine ytringer. Og så bliver det hele jo egentlig ganske naturligt. For sådan véd vi jo, at sproget fungérer. Kun det står tilbage for os, at vil vi kæmpe med Ordets våben, da må vi også være villige til at lide for Ordets skyld, som Jesus var det. Det har vi ikke lært endnu, ja det afstår vi normalt fra i det hele taget at tale om. Men det er måske deri, kirkens fejl består, skønt der – Gud bedre det – stadig er martyrer, der bliver dræbt, fordi de holder fast i deres overbevisning imod magthavernes vold; jeg tænker bl.a. på de mange journalister, der i diverse diktaturstater forsøger at være vidner om sandheden.

Der kan altså iagttages et vist interessefællesskab mellem kristendommen, således forstået, og den form for humanisme, der vil kæmpe for ytringsfrihed, et interessefællesskab, der bunder i, at begge mener, at sproget skal have frit løb i samfundene. Men så længe kirken glemmer al tale om, at det koster noget at kæmpe for, at Ordet skal gennemtrænge sind og samfund, og så længe humanisterne kun interesserer sig for at nedgøre alt, hvad der har med kristendom at gøre, vil det nuværende falske skel mellem gudløs og kristen nok fortsætte med at gøre sin skadelige virkning.

Indsendt i ateisme | 4 kommentarer »

Er alkoholisme en sygdom?

30. juni, 2010 af Ricardt Riis

På dette spørgsmål kan man svare både ja og nej. Svaret afhænger lidt af, hvem man taler med. For både det ene svar og det andet kan misforstås. Det kan bl.a. ses af en enquete i Kristeligt Dagblad, se her.

Når der kan svares, at alkoholisme er en sygdom, skyldes det, at man derved forholdsvis effektivt får slået en pind igennem den fejlopfattelse, at alkoholisme er en følge af ét eller andet socialt problem. Den misopfattelse led jo allerede Holberg af. Det er ham, der har formuleret sætningen: ”Man siger nok, at Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”. Det skal gælde for dyb psykologisk indsigt, men det er i virkeligheden dybt godnat. Holberg selv ville nok underforstå, at Jeppe drikker, fordi han har sådan en skrap kone. Overfor andre ‘Jepper’ kan man underforstå andre årsager til drikkeriet: der er problemer på arbejdspladsen, i ægteskabet, med familien i det hele taget; man har fået en problemfyldt opdragelse, der er opstået et modsætningsforhold til moderen/ faderen/ søskende; man er kommet ind i psykiske problemer, som man ikke kan vokse sig ud af. Der kan gives utallige forklaringer på, hvorfor lige netop denne person drikker. Alle er de af psykologisk eller sociologisk art. Og alle er det yderst plausible forklaringer.

Men de er også alle forkerte. Det omvendte er tilfældet. Jeppe får en kone, der er godt gal i skralden, fordi han drikker. Der bliver problemer på arbejdspladsen, i ægteskabet, med ens søskende, fordi man drikker. Og den, der drikker, har ikke haft en ond barndom, i hvert fald ikke en barndom værre end så mange andres. Han har ikke lidt i særlig grad under manglende forståelse. Han er blevet voksen på normal vis, men er så begyndt at drikke, og efterhånden også begyndt at drikke for meget, så drikkeriet kommer ud af kontrol, og af den grund er forholdet til forældrene blevet belastet.

Og at årsagssammenhængen er den omvendte af det, de fleste tror, det får man sagt, når man siger, at alkoholisme er en sygdom. Sygdommen består i, at man i modsætning til så mange andre mennesker har en genetisk sammensætning, der bevirker, at man på et vist tidspunkt i sin alkoholindtagelse oplever, at man ikke mere kan styre det: når først man har fået bare en lille smule alkohol, fortsætter man, til man segner. Og fortsætter man med at drikke efter at have opdaget, at man ikke kan styre sit drikkeri – og det vil man vel næsten nødvendigvis gøre, for man bliver ved og bliver ved med at ville bevise overfor sig selv og andre, at man så sandelig nok kan styre sit alkoholforbrug – så begynder man at drikke i smug, man begynder at lyve for sig selv, og man begynder at lyve for andre, noget, man aldrig før kunne så meget som drømme om. Hvorfor? Ja, måske fordi man ikke vil indrømme, at man ikke længer er herre i eget hus, at man ikke længer kan drikke, som man kunne tidligere, men at man skal vise dem, at det kan man godt.

Og det vil sige: alkoholismen har en rent legemlig årsag. Man har noget for sig selv, i modsætning til de fleste andre mennesker, det, nemlig, at man ikke kan tåle at begynde at drikke uden at fortsætte ubehersket. Og det er en sygdom, som man ikke kan gøre noget for, at man har. Andre har den jo så tydeligt ikke.

Men alkoholisme er ikke som andre legemlige sygdomme. Alkoholisme er ikke en almindelig sygdom, den er en sygdom, der næsten fører til personlighedsforandringer. Som Per Ørum-Jørgensen siger det i et interview i Kristeligt Dagblad, se her: ”Man skal ramme sin personlige bund, før man erkender, at man er alkoholiker. En erkendelse er en forudsætning for, at man er klar til at modtage behandling, ellers forsætter selvbedraget med uformindsket styrke igen”. Altså, selvbedraget fortsætter. Og selvbedrag kan der ikke gives piller imod. Men selvbedrag er netop det, alkoholforbruget fører alkoholikeren ind i. Han vil ikke være ved, at han ikke kan drikke som andre. Han bliver ved og ved med at ville bevise overfor sig selv, at han er ‘normal’, hvad alkohol angår. Det er han altså blot ikke. Han har gener, der gør, at han ikke kan drikke uden at miste kontrollen. Det er sygdommen. Men at han ikke kan indse det eller acceptere det, det er det ved alkoholikeren, der ikke er sygdom.

De fleste alkoholikere har det som det mest brændende ønske: at de kan komme til at styre deres forbrug. Ligesom alle andre mennesker kan det. Og det er det, de hele tiden prøver på. Det må da kunne lade sig gøre. Når jeg nu lover mig selv højt og helligt, at denne gang vil jeg ikke falde i, denne gang vil jeg bare drikke normalt, så må det kunne lykkes. Det kan bare ikke lykkes. Ikke, hvis man er alkoholiker. Og er man kommet langt nok ud, så man er motiveret for behandling, og får man en behandling, der sigter mod at fjerne selvbedraget (og det er meget, meget mere end en recept på antabus) og sigter mod at få alkoholikeren til at indse, at han skal lade være med disse evindelige forsøg på at komme til at drikke normalt, det vil aldrig lykkes for ham, men det er ikke hans skyld, der skyldes hans sygdom, så vil han kunne helbredes.

Det vil sige, han vil ikke kunne få den helbredelse, han ønsker sig, nemlig den, hvor han kan drikke, som han kunne tidligere: behersket og uden overdrivelse, men han kan opnå den helbredelse, der får ham til helt at holde sig fra alkohol, han kan blive en alkoholiker, der ikke mere drikker, længere kan han ikke drive det.

Hvad vi andre kan gøre, er nok i virkeligheden forsvindende lidt. For dette at blive ramt så dybt inde i personligheden, at man må erkende, at der er noget, man ikke er herre over, noget, man ikke kan styre, det er en forfærdelig oplevelse, ikke mindst i vor del af verden, hvor alle forventes at have styr på sig selv og sin tilværelse. Den erkendelse er hård at komme igennem, og der skal vel også skrappe midler til, og den kan nok kun de mennesker hjælpe alkoholikeren med, som selv har måttet igennem denne erkendelse, dvs. tidligere alkoholikere, eller, som de i dag med et godt udtryk betegner sig selv: alkoholikere, der ikke mere drikker.

Men det er vel heller ikke nogen skade til, om vi andre gør os klart, hvad der er på færde: at det ikke er dårlig moral, eller elendig barndom, eller en skrap Pernille med sin krabask, der fremkalder alkoholisme, nej, det er ens gener, det er ens modtagelighed for alkohol, som er anderledes end andres, noget, der vel først kommer til udtryk, når man har et vist alkoholforbrug – og det kunne man jo så have ladet være med at få, men man kan ikke være afholdende med tilbagevirkende kraft – men ellers noget, man ikke kan reparere på, noget, man ikke kan lave om på ved sig selv, men kun komme ud af ved total afholdenhed.

Og selv om vort samfund er ret alkoholiseret, så er det dog muligt at leve et nogenlunde normalt liv uden at drikke.

Indsendt i Samfundsforhold | Ingen kommentarer »

« Ældre indlæg