Ricardt Riis

Kansler Merkel krævede nytænkning – og leverede selv udpræget ‘gammeltænkning’ i Davos. Forvirret? Ja, men finanskrisen ER forvirrende.

Nu har alverdens kloge hoveder atter været samlede i den schweiziske by Davos for at prøve i fællesskab at komme med forslag til løsning af krisen. Og grundlæggeren af World Economic Forum, som foretagendet i Davos hedder, professor Klaus Schwab, gør ikke forvirringen mindre ved som en slags indledning at hævde, at ”Hvis vi forsøger at forme fremtiden med vores gamle, forkrampede modeller, ender verden i et endnu dybere hul”, se her. Eller han hævder, at ”Vi er nået dertil, at verden ikke længere mangler kapital. Derimod mangler vi talenter med den viden og de kompetencer, der efterspørges. Kapitalismen er på vej til at blive afløst af talentismen”.

”Talentismen”? Ak ja, godt ord igen. Men man må nu ikke tro, at fordi man skifter ordene ud, forsvinder de problemer, der knytter sig til kapitalismen. Og dette med nytænkning, det har også ofte vist sig at være en udskiftning er termerne, ikke af tankegangen.

Jeg har tidligere prøvet at arbejde med den teori, at der er to ting, der står stridigt overfor hinanden i vor økonomi, det er produktivitetsstigningen og forventningen om stigende jordpriser, se her. Dette, at produktiviteten hele tiden bevæger sig opad, giver anledning til en fremskridtstro; ikke en fremskridtstro ud i den blå luft, men en fremskridtstro, baseret på hårde facts: man ser jo, hvordan der er fremgang på det ene område efter det andet; man konstaterer jo, hvordan det går an at give mere for boligen, end man kan klare lige i år, for næste år er indkomsten steget, eller varerne blevet billigere.

Nu modificerer jeg teorien derhen, at det måske ikke gør så meget, at det forholder sig sådan. Det, der afstedkommer de ulykkelige konsekvenser, vi ser for os med finanskrisen, er, at produktiviteten ikke stiger lige meget hele tiden. Hvis den gjorde det, ville jordpriserne hele tiden være en bestemt procentdel foran, og man ville vænne sig til, at sådan er det. Problemet er, at produktiviteten af og til stiger mere, end man forventer. Det vil sige, den forventning, der ligger i de for høje jordpriser, viser sig at være for lille. Resultatet er, at økonomien får et boost fremad. Men så – med lidt forsinkelse – følger jordpriserne trop. Og så er grunden lagt til den næste krise. For når produktivitetens midlertidige opblomstring er afløst af mere normal produktivitetsstigning, ja, så er jordpriserne blevet for høje, og de kan ikke sådan lige på en studs sættes ned. Og så får vi krise. Først på boligmarkederne, dernæst på finansmarkederne, så i bankverdenen, hvor den ene bank efter den anden truer med at gå bankerot. Og så råber alle politikere på vækst, for kun derved kan der kompenseres for de for høje jordpriser, tror man.

Vi så det i tresserne. Der fandt en produktivitetsstigning sted, som ingen havde regnet med, og ingen derfor havde taget højde for gennem større forventningspriser på jord. Den produktivitetsstigning skete, tror jeg, som følge af toldmurenes nedbrydning gennem udbygningen af EF og EFTA. Den førte til en uhørt økonomisk vækst: arbejdsløsheden faldt til næsten ingenting, og i begyndelsen af halvfjerdserne begyndte selv alvorlige økonomer at tro, at vi var kommet i himlen; vi havde, mente de, overvundet tidligere tiders problemer, hvor man skulle balancere mellem høj arbejdsløshed og større eller mindre underskud på statsfinanserne. De tider var nu ovre, arbejdsløsheden endelig fjernet.

Ak, hvor længe var Adam i paradiset? Nå ja, der kom en Yom-Kippur-krig og en efterfølgende oliekrise, så vi kunne skyde skylden på disse forhold. Men det var såmænd en ganske almindelig økonomisk krise som dem, man havde kendt tidligere. Herhjemme prøvede vi at give økonomien en kickstart (det var vist ikke det udtryk, man brugte dengang, men sagen er den samme som i dag) ved midlertidig at sænke momsen; vi fik i stedet mimsen. Meget morsomt! Men økonomiske kriser klarer man ikke med en vittighed. Og hvor meget man end mimsede, det hjalp ikke. Man troede, at man igen ville få tressernes herlige minimale arbejdsløshed tilbage, men dèr måtte man tro om igen. Krisen ‘bed sig fast’, som man sagde.

Og så dalrede økonomien videre, med produktivitetsstigninger og forventningspriser på jord i en mere afdæmpet konkurrence. Vi fik en mere jævn vækst og en mere jævn forventningspris, og det gik da egentlig meget godt. Bortset fra alle problemerne.

Men så fik vi altså igen et boom i økonomien i nullerne. Hvad der gjorde det, har vist ingen spekuleret på. Men man kan jo gætte. Jeg vil gætte på, at det skyldtes, at Kina for alvor trådte ind på verdens økonomiske scene. Alt det isenkram, man kunne få fremstillet for næsten ingen penge i Kina! Og der er vel ikke i dag nogen, der er i tvivl om, at det satte sit præg på boligpriserne. Når man forventer større indkomst eller billigere varer i morgen end i dag, så har man råd til at betale ikke blot 5% mere for sin bolig, end man strengt taget har råd til, nej, så kan man rolig betale op til 20% mere, for det er jo herlige tider, vi forventer fremgang på alle fronter, det skal nok gå alt sammen. Finanskrise? Åh hold op! Boligboble? Den må du længere ud på landet med!

Og det gik jo til en tid, ja, måske igennem altfor lang tid. Men så brast boblen. Først i USA, hvor et par selskaber, der lånte penge ud til billige boliger, gik konkurs. Dernæst herhjemme. Og det er klart, boligmarkedet er så tæt forbundet med den øvrige finanssektor, at konkurser det ene sted har dyb indflydelse på markedet det andet sted. Og ak ja, så fik vi en finanskrise i stedet for, folk begyndte at holde igen med forbruget, mange sad i boliger, de ikke kunne komme af med, osv. osv.

Og så ser vi den samme forvirring hos politikerne som i halvfjerdserne. De er lige så sikre på i dag som dengang, at det hele vender om ganske kort tid. Derfor har vi brug for en kickstart. Det brugte den forrige regering penge på, det bruger den nuværende penge på, og lidt hjælper det vel, nogen kommer vel i arbejde ved sådanne foranstaltninger, men hvis det forholder sig, som jeg her har skitseret, så kan sådanne tiltag såmænd også være med til at trække krisen i langdrag. Jo, for det, der nu skal ske, er jo, at de altfor høje boligpriser skal ned, jo før jo bedre. Før de kommer et godt stykke ned, eller før produktiviteten stiger til et niveau, der kan betale de nuværende, for høje boligpriser, før kommer der ikke vækst. Og giver man tilskud til det ene og det andet, får man skabt en kunstig vækst, så falder boligpriserne ikke så hurtigt, som de ellers ville falde. Og så trækker man pinen ud.

Men hvad så? Hvad skal vi så gribe og gøre i?

Vi kunne jo f.eks. lytte til Keynes. Denne økonom fra trediverne snakkede ikke noget om boligpriser og produktivitet, men mente dog, at man kunne udjævne de økonomiske konjunkturudsving ved i højkonjunktur at lade staten kræve for mange penge, i lavkonjunktur for få penge ind i skat, enten så man låner sig til det resterende beløb, eller så man lader seddelpressen køre. Den teori har man faktisk fulgt gennem mange år. Problemet for os i Danmark er, at den teori kan vi ikke følge, så længe vor krone er bundet til euroen. For Tyskland vil ikke på nogen måde gå med til at øge staternes underskud, og da slet gå med til at lade seddelpressen løbe. De er bange for, at den skal løbe løbsk, som den gjorde i Tyskland i 1922 og 23.

Så det første, vi skal gøre, er at løsrive kronen fra euroen. Det næste er at lade staten gå foran, når der skal sættes gang i forbruget, og lade den gøre det, ikke blot for lånte penge, men også for penge, den lader trykke på seddelpressen. Jamen, skaber det ikke inflation? Jo, det er en risiko. Derfor den tredje forholdsregel: man skal indføre en grundstigningsskyld, så de, der ejer jord, ikke får en uforholdsmæssig fordel. Derved vil man også få jordprisen sænket til det niveau, der harmonerer med produktionen, ja, man vil vel oven i købet få fjernet forventningsprisen på jord, så det at købe bolig ikke mere bliver identisk med at deltage i et lotteri, men bliver en investering, som man betaler mere eller mindre for, afhængig af den økonomiske udvikling.

Men bare det sidste er jo nok til at gøre et sådant forslag ganske urealistisk. Og derfor skal dette nok ikke betragtes som andet end et surt opstød fra en gammel Jeronimus. Dog har det forhåbentlig den fordel ved sig, at det kan gøre politikernes krav på vækst lidt mere forståeligt, omend det samtidig bliver uforståeligt, at de så foretager sig så meget, der kan forhindre vækst.

CaféTeatrets beslutning om at lave en Breivik-forestilling engang i august har vakt debat. I Information for den 20-1 2012 er der hele to artikler om sagen. Den ene, med overskriften ”Breivik-teater bærer arven fra Kaj Munk”, se her, rummer en række misforståelser, som råber på at blive rettet. Sådan må i det mindste jeg se på det, jeg, der dog mener at have nogen forstand på Kaj Munk. Det vil vise sig.

Artiklen er skrevet af Anne Middelboe Christensen og hævder som sin hovedtese: ”Set gennem danske briller kan Christian Lollikes trang til at udtrykke sig over en politisk udåd ses som en direkte arv fra Kaj Munk. De deler en dobbeltfascination af massemorderens ideologi: En fascination af den stærke mand — og samtidig et brændende ønske om at advare samfundet mod magtovertagelsen”.

Det er noget vrøvl. Jovist, utrolig mange i Europa – og altså også utrolig mange herhjemme – havde en dyb fascination af den stærke mand i mellemkrigstiden. Man tvivlede på, at de demokratiske kræfter kunne magte den nye tids udfordringer, og mange satte i den situation deres lid til opkomsten af én eller anden ledertype, der kunne få alting til at falde i hak på en retfærdig måde. Og fremkomsten af sådanne ”stærke mænd” i henholdsvis Italien og Tyskland blev af mange betragtet med beundring. Skulle vi ikke også herhjemme håbe på, at en sådan ”stærk mand” kunne komme alt det demokratiske ævl og al den nyttesløse parlamenteren til livs?

Og sandt nok, blandt disse demokratitvivlere fandt man Kaj Munk. Og også sandt: han brugte teatret til at fyre op under demokratitvivlen. Blot var det jo så langt fra det eneste, han ville med sine skuespil, ja, vel ikke engang det væsentligste. Han ville aftegne ”mennesket” for os, og da nu diverse diktatorer for ham at se rummede store muligheder for at få os til at se menneskets vilkår, dets væsen og begrænsninger (og de var jo forresten på ingen måde massemordere – det vidste man ikke dengang om Hitler) så brugte han teatret til at beskrive deres gøren og laden for os. At vi så måske kom til at nære større tvivl om demokratiet ved at se disse skuespil, det var en biting, en uheldig eller heldig bivirkning, afhængig af ens politiske standpunkt.

Så hvis det, Christian Lollike, direktøren for CaféTeatret, vil, er at åbne vore øjne for dybden i det menneskelige, for de uanede grusomheder, der kan udspringe af noget menneskeligt, og måske også for den overraskende godhed og hjælpsomhed, som rummes i os, så fred være med ham og held og lykke med arbejdet. Men lad være med at drage Kaj Munk med ind i anstrengelserne. For der er og bliver forskel på en massemorder, som ingen sympatiserer med og ingen kan sympatisere med, og så en diktator, f.eks. Mussolini, som blev tiljublet af masserne og agtet af mange i Europa. Og der er og bliver forskel på det at granske en enkelt gal mands indre for at finde ud af, hvad der kan være derinde af fællesmenneskeligt, og så det at prøve at beskrive de problemer af fællesmenneskelig art, der kan være ved den højst menneskelige opgave: at styre et land.

Og at Middelboe Christensen har vanskeligt ved at få sammenligningen til at ”gå op”, ses af tilføjelsen: at begge skulle nære et ”brændende ønske om at advare samfundet mod magtovertagelsen”. Vrøvl! Munk beskrev diktatorer, der havde overtaget magten, Lollike vil beskrive én, der frygtede for en magtovertagelse, hvis sandsynlighed i høj grad kan diskuteres.

Det bliver ikke bedre i det følgende. Anne Middelboe skriver: ”Kaj Munk var meget optaget af både Hitler og Mussolini. Faktisk helt frem til 1940, hvor han endelig fik viden om de folkeovergreb, der fik ham til at vende rundt og skrive stykker mod nazismen — hvilket fik tyskerne til at myrde ham i 1944”. Ja, Munk var som så mange andre i mellemkrigstiden optaget af, hvilken styreform der mon kunne være den bedste. Og han havde nok en vis formodning om, at en ”stærk mand” kunne være en god løsning, men han havde også lige fra begyndelsen, det vil sige fra Hitlers magtovertagelse i 1933, en vis sund skepsis. Denne skepsis fik ham til i 1938 at skrive skuespillet ”Han sidder ved Smeltediglen”, hvori han stærkt tog til orde imod jødeforfølgelserne. Dog mente han, som mange tyskere, at der var tale om et overgangsfænomen. Først i marts 1939, efter at Hitler havde invaderet Rest-Tjekkoslovakiet, indså han, at ”magten havde taget magten fra Hitler”, at han havde erstattet det rimelige ideal ”Tyskland for tyskere” med rovdyrskriget ”livsrum”.

Hos Middelboe Christensen hedder det videre: ”Og Kaj Munks martyrskikkelse virker i dag endnu mere kompleks, netop fordi han i stykker som En Idealist fra 1928 havde skildret sin betagelse af fanatikeren, der ikke sætter grænser for sin mission”. Det passer ikke. Der ligger ikke i En Idealist nogen betagelse af kong Herodes, hovedpersonen i stykket. Men Munk går til yderlighederne for bedre at kunne få os til at se modsætningerne. Vi skal se modsætningen mellem den Herodes, der bruger magt hele vejen igennem, psykologisk magt og rå, brutal magt, og den Kristus-skikkelse, der måske/måske ikke bringer os en forjættelse om en anden form for styre. Munk lader i den sidste scene Herodes bøje sig ned over det nyfødte Jesus-barn, og da barnet åbenbart leger med hans scepter, siger han om barnet: ”Han tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd”. Det kan godt være, at Munk selv i nogle af sine diktator-spil synes at glemme den bemærkning, men den bliver dog liggende i hans sind som en formodning om, at der på grundlag af kristendommen kan skabes et styre, der ikke er afhængigt af den rå magt og kun det, og det får ham til at nære skepsis mod både Mussolini og Hitler.

Det er derfor også forkert, hvad hun skriver, at ”I Danmark har Kaj Munk skabt et forbillede for, hvordan dramatikere kan udtrykke deres samfundsengagement gennem kunsten”. Nej, Munk ville afbilde mennesker, og til det brug brugte han de forhåndenværende diktatorer med deres fejl og fortrin. Hvis man derimod vil nævne en dramatiker, der vil bruge sin kunst i samfundsdebatten, kan man nævne Kjeld Abell med dramaet Anna Sophie Hedvig fra 1939. Men også det misforstår Middelboe Christensen. Hun skriver: ”Da Kjeld Abell skrev Anna Sophie Hedvig i 1939, gjorde han det som en advarsel mod tyskernes overherredømme — og som en appel til alle mennesker om at bekæmpe overgreb i deres egne, små verdener. Det er egentlig også det, der nu kan vise sig at være effekten af Christian Lollikes stykke. Blot med den sørgelige konstatering, at advarslen kommer for sent, fordi Breivik allerede har nået at udføre sin irreversible udåd”.

Kjeld Abells stykke handler om en kvinde, der med forfatterens billigelse slår et andet menneske ihjel, fordi dette har udviklet sig til en diktatortype. Moralen er: grib ind i tide og gør det selv! Men det er da rigtignok en morale, der giver grønt lys for alle mulige slags selvtægt, f. eks. for en Breivik, som jo netop udmærker sig ved, at han tog sagen i egen hånd, da han mente, at de sædvanlige protestmuligheder var udelukket for ham.

Hvis Christian Lollike ville – men han vil vistnok ikke gå den vej – kunne han derfor skabe et skuespil, der viste en forbindelse fra Kjeld Abell til Breivik, viste, hvordan Breivik af Abell mente at have fået carte blanche til at udføre sin udåd: han måtte selv tage sig for at standse den fare, som kun han og ingen andre så; og han måtte, ligesom Anne Sophie Hedvig, selv påtage sig rollen som på én gang anklager, dommer og bøddel.

Nå, det ville sikkert blive ganske ahistorisk. For der er intet i Breiviks manifest, der tyder på nogen påvirkning fra Abells tanker. Så vidt man kan forstå på Lollike, vil han levere et skuespil, der angriber islam-kritikken, eller skal vi sige: den noget overdrevne islam-kritik, den, der opererer med tanken om, at det er alle muslimers drøm at overtage magten i Europa, at skabe et Eurabia. Den vil få på puklen, andre overbevisninger ikke.

Lad mig til sidst vise, at der ud fra manifestet er en anden mulighed også, en mulighed, som Lollike sandsynligvis ikke drømmer om at gribe. Breivik har i flere omgange vist, hvordan han fornemmede, at myndighederne tog parti imod landets egne borgere, altså imod de borgere, der ikke rettede ind efter myndighedernes positive syn på de muslimske indvandrere. To af disse tilfælde kan jeg huske uden at slå dem op. I det ene tilfælde hævder Breivik, at pressen og myndighederne tilbageholdt oplysninger om etniske uroligheder i Göteborg; jo, for der skulle være valg i Norge, og man ville ikke give fremskrittspartiet vind i sejlene ved at lade disse oplysninger komme frem før valget. Højst udemokratisk.

Det andet tilfælde stammer fra Köln, hvor der skulle være en demonstration mod bygningen af en moske. Det var de anti-muslimske kræfter i det tyske samfund, der havde anmeldt demonstrationen. Men den blev søgt forhindret af de såkaldte anti-fascistiske kræfter. Og da de var de fleste, fik anti-muslimerne tæsk i gaderne. Og, hævder altså Breivik, politiet greb ikke ind, forhindrede ikke angrebet på den lovligt anmeldte demonstration.

Begge disse erfaringer – og jeg tager ikke her stilling til, om det, Breivik skriver om dem, er sandt eller ej, jeg konstaterer blot, at sådan har han oplevet det – kan være med til at forklare, at Breivik mente, at han, som Anna Sophie Hedvig, måtte tage sagen i egen hånd. Og den side af manifestet kunne man også tage frem; derved ville det anklagende lys blive rettet, ikke mod islamkritikerne, men mod de samfund, der ikke beskytter også anti-muslimernes rettigheder. Men i dette tilfælde er der unægtelig et stykke vej fra de teoretiske overvejelser og til udåden på Utøya. Argumentationsrækken fra disse erfaringer og til udåden på Utøya er ikke bare lang, den er brudt.

Men som sagt, det er nok ikke den vej, Christian Lollike vil gå. Men hvilken vej han end betræder, det, han gør, synes mere at komme til at være i Kjeld Abells ånd end i Kaj Munks.

”Man mærker hensigt, og man bli’r forstemt”, som tyskerne siger (på tysk förstås). Nu vil CaféTeatret til efteråret opstille en Breivik-forestilling, hvor man vil lade en skuespiller bruge Breiviks manifest som en tekst, der skal deklameres, se Berlingskes leder derom her.

Men den hensigt, der gør forstemt, er ikke, at teatret måske har lyst til gennem provokation at tjene penge hjem til driften. I Deadline den 19. januar var det heller ikke det, der var omdrejningspunktet for diskussionen mellem direktøren for CaféTeatret, én fra Socialdemokratisk Ungdom, og en teaterleder, der ikke selv ville opsætte et stykke med Breivik i hovedrollen, men dog godt forstod CaféTeatret. Nej, det var spørgsmålet om hensynet til de pårørende. Er vi ikke for tæt på begivenheden? Har der været tid nok til at bearbejde massakren? Begge spørgsmål blev mødt med et modspørgsmål: Hvornår er vi så på så tilpas afstand, at teatret kan opfylde sine samfundsforpligtelser og tage et så væsentligt spørgsmål op?

Det spørgsmål blev delvis besvaret af den unge SU’er: Hvorfor har ingen hidtil vovet at lave en film om 11. september? Hvorfor har ingen ladet Osama bin Laden komme til orde på et teater? Der er jo tilstrækkelig mange videoklip, der kan bruges. Eller med andre ord: Man skal ikke give Breivik den platform, som han har slået så mange mennesker ihjel for at opnå. Hvis man gennemfører forestillingen på teatret, går man Breiviks ærinde. Og når så dertil kommer, at man gennem hele den publicity, der opstår omkring forestillingen, ripper op i de pårørendes åbne sår, så må man da fra teatrets side kunne indse, at det er mangel på almindelig hensyntagen at lade en sådan forestilling gå over de skrå brædder.

Men intet af det skal behandles her. Det skal derimod en anden løst henkastet bemærkning, som Berlingskes leder kom med. Man skriver: ”CaféTeatret forklarer selv, at man er nødt til at trænge ind i Breiviks tankemønstre, hvis man vil undgå en gentagelse af tragedien. Hertil må man for det første sige, at forklaringen lyder som en gentagelse af en desværre udbredt venstreorienteret tankegang, gående på, at Breivik ikke er et isoleret og ekstremt tilfælde, men del af en udbredt ideologi, der nødvendigvis må føre til terror.”

Det har avisen ret i, og det var også, hvad der faldt i hvert fald mig ind, da jeg hørte teaterchefen i Deadline: man læser Breiviks manifest uden at opdage det spring, der er i Breiviks tankegang, springet fra almindelige, åbne, rationelle overvejelser til den irrationelle forestilling om at være en tempelridder, der forener anklagerens, dommerens og bøddelens embede i sig. Det er det spring, der har fået kloge folk – jeg tænker på de psykiatere, der har undersøgt Breivik – til at hævde, at han må være sindssyg. De har haft lejlighed til mere end os andre, de har kunnet udspørge Breivik, har kunnet høre på hans forklaringer, har kunnet sammenholde dem med det, han skriver i manuskriptet, osv., og de har altså fundet ud af, at manden må være sindssyg. Godt nok er deres diagnose blevet anfægtet fra forskellig side, men jo naturligt nok altid af nogen, der ikke har haft tilsvarende mulighed for at udspørge Breivik.

Så når teaterchefen spørger, hvorfor teatret alene af alle medier ikke må behandle de mange spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på ugerningen, så kan der i hvert fald gives to ret fornuftige svar på det.

For det første kan teatret ikke give udtryk for den tvivl, alle andre medier kan lade fremstå, i hvert fald ikke, som man har lagt sagen frem. Vil man fremstille Breivik, vil man lade ham tale i en monolog, så må man på forhånd have dannet sig et nogenlunde fast billede af ham, og dette billede står tilbage efter tæppefald. Jo, jo, man vil givetvis fremstille ham som en hykler, hvilket ikke er nogen nem opgave for en skuespiller, men man vil også fremstille ham ud fra en bestemt overbevisning om, hvad der drev ham. Og denne bestemte overbevisning, dette nogenlunde faste billede kan ikke fastholde den uvidenhed, vi har, den mangel på forståelse, som just er det, der nødvendigvis skal fastholdes om personen Breivik.

Og for det andet er det noget nær umuligt at fremstille sindssyge på teatret. Teatret kræver genkendelighed. Publikum skal på én eller anden måde kunne se sig selv i de personer, der fremføres. Og et stykke vej kan man vel følge rejsen ind i en sindssyg hjerne. Men trænge helt ind til det inderste i den kan man ikke. Og skal rejsen ind i det syge sind og opholdet derinde fremføres på et teater, kan det derfor ikke rive med. Genkendeligheden mangler. Det bliver kedeligt.

Og det er derfor, man får den kedelige mistanke til CaféTeatret, at det, det kommer an på med denne forestilling, er at give højrefløjen nogle nakkedrag. Det blev bekræftet af diskussionen i Deadline. Og altså: man vil ikke med forestillingen give højrefløjen modspil, komme med modargumenter til f.eks. tankerne om Eurabia. Nej, man vil give den nogle nakkedrag, dvs., man vil hævde, at dens forestillinger fører til terror, og så undgår man at komme i diskussion med den.

Og det er da for dårligt.

Politiken prøver igen i dag at få drejet debatten om Anders Breivik hen i den skure, som de har lagt sig fast på: at vi islamkritikere har et medansvar for Breiviks udåd, se her. Det er kommet den politikenske opfattelse lidt på tværs, at Breivik er blevet erklæret sindssyg (paranoid skizofreni), men lederskribenten mener alligevel, at der kan koges mere suppe på den gamle pølsepind.

”Det norske traume kan blive vanskeligt at bearbejde, hvis den psykiatriske diagnose bliver hovedforklaringen,” siger lederen i en underoverskrift. Og det kan jo være sandt nok. Men se så, hvordan man lister sin gamle betragtning ind: ”Breiviks politiske argumenter, som kommer til udtryk i hans manifest, er ikke mere syge end så mange andres.” Og det er bestemt ikke sandt. Eller rettere sagt, det er et bevis på, at man på Politiken ikke har gidet læse manifestet ordentligt igennem, eller ikke har gidet læse det med en analytikers opmærksomhed. Man har blot på forhånd haft sin opfattelse af Breivik, og ud fra den opfattelse har man læst manifestet. Og bevares, manifestet benytter sig et langt stykke hen ad vejen af argumenter, der er kendt fra den islamkritiske højrefløj, mere præcis fra tilhængerne af eurabia-teorien, tanken om, at der foregår en bevidst udbredelse af den muslimske tro gennem den indvandring, der finder sted.

Men der er jo i selve argumentationen et spring. Og når Breivik kommer ind i disse overvejelser, er det, at psykiaterne må kalde ham sindssyg. Det er alle tankerne om tempelridderne, jeg tænker på. Det er hans forestillinger om, at han af en selvopfunden tempelridderorden har fået i opdrag at være på én gang anklager, dommer og bøddel overfor tilfældigt udvalgte mennesker. Det er hans tanker om, at hans udåd vil være til folkets bedste. Med andre ord: det er de forestillinger, der forvandler ham fra at være en ret uskyldig fantast med mærkelige forestillinger om islam og islams hensigter overfor Europa, til at være en dødsensfarlig terrorist. De tanker gør, at man erklærer ham sindssyg. Og når man medregner disse tanker, er hans tanker bestemt betydelig mere syge end så mange andres.

For disse tanker finder man ikke hos andre. Disse forestillinger er hans egen hjemmebryg. Hvis han nu havde lagt disse forestillinger ovenpå en kommunistisk samfundsforståelse, så ville man nok ikke regne ham for sindssyg. For det véd vi jo, at visse kommunistiske kredse går ind for voldsanvendelse. Disse kredse lader sig finde og påvise. Og hvis han havde lagt dem ovenpå en islamistisk opfattelse af Vesten, så ville betegnelsen ”sindssyg” også være vanskelig at anvende på ham. For at der findes terroristiske forestillinger blandt yderliggående muslimer, det er noget, vi på forhånd véd.

Men nu har han altså anbragt disse voldsforestillinger ovenpå en islamkritisk forestilling. Og blandt sådanne har man hidtil ikke fundet anbefalinger af voldsanvendelse. Hvis man finder det, vil det være noget nyt og farligt. Men alle de debattører, Breivik har henvist til i sit manifest, har forarget taget afstand fra hans brug af dem til at understøtte hans voldsanvendelse. Det er blandt andet derfor, man har været nødt til at drage den slutning, at han må være sindssyg. For der hører en meget speciel psyke til selv at kunne komme ind i en sådan tankebygning, selv at opfinde en europæisk nutidig tempelridderorden, selv at få sig overbevist om, at man selv, men ikke andre, er udvalgt til at gennemføre de uhyrlige handlinger, selv at kunne regne alle de undskyldninger, som forestillinger om tempelriddere forsyner én med, som gode nok, skønt det alt sammen er selvopfunden.

En sådan enspændernatur, der lukker sig inde i sit eget univers og ikke er til sinds at lytte til andre eller gå ind på andres tankegang, så man kommer med modargumenter, er det, man vel må kalde sygelig.

Man kan sige, at det er forestillingerne, der tager magt over ham. Han har en tanke om at kunne gøre en stor gerning, hvorved han gør opmærksom på den overbevisning, han har, at muslimerne er ved at overtage Europa. Og så opfinder han tempelridderne. Og så udvikler han denne tanke yderligere, hvad en nutidig tempelridder skal gøre, hvordan han skal ofre sig, hvordan han, om nødvendigt, skal sætte livet til. Alt sammen lyder det jo etisk og tilforladeligt. Men bygger også på en række forudsætninger, som han ikke sætter på prøve i en diskussion med andre. Og når så gennem nogle år disse tanker er blevet udbygget og fintunet, så forvandler de sig umærkeligt og bliver tvangstanker, dvs tanker, der påtvinger sig ham, tanker, hvis greb han ikke kan slippe ud af. Men det er klart, dette at blive en ensom mestertænker, som Breivik blev det, det er noget, der kun sker for den, som formår at afholde sig fra samtalekontakt med ligesindede igennem lang tid.

Der har været andre ensomme mestertænkere. Søren Kierkegaard var én af dem. Min gamle professor, N. H. Søe, mente om ham, at han i sin sidste periode, altså i det, man kalder ”kirkekampen”, var sindssyg. Jo, for Søe kunne ikke få alle de fine ord, Kierkegaard tidligere havde skrevet om ægteskabet, til at rime med det, han skrev til sidst, at fordi en mand og en kvinde ikke kunne styre deres brynde, skulle et individ tvinges til at tilbringe op mod 70 år i denne jammerdal (Samlede værker, første udgave, bind XIV, side 265). Andre er kommet med knap så kategoriske udtalelser, men alle, der studerer Kierkegaard, har svært ved at forene hans anskuelser i den sidste periode med anskuelserne i det øvrige forfatterskab.

Den, der efter mit skøn har givet den redeligste forklaring på de mærkelige udtalelser i det tidsskrift, Kierkegaard udgav i 1855, ”Øieblikket”, er Kresten Nordentoft i bogen ”Hvad siger Brandmajoren”. Han prøver her at gøre rede for den bagvedliggende overbevisning, en overbevisning, som Kierkegaard levede sig mere og mere ind i hen imod slutningen af sit liv (Kierkegaard døde i efteråret 1855, med det sidste nummer af ”Øieblikket” liggende parat til trykning). Den overbevisning ser han først udtrykt i skriftet ”En litterair Anmeldelse” fra 1848. Her gør Kierkegaard rede for, hvordan det gamle samfund, der byggede på autoritet, er ved at forsvinde til fordel for et andet samfund, der bygger på alles ligeret. Vi står alle lige, og det er, mener Kierkegaard, ikke uden videre en ændring til det bedre. Han havde i oprørene i Frankrig set, hvad denne nivellering havde ført med sig. Men der er ikke noget at gøre, det er en uundgåelig udvikling.

Men midt i dette til bunds nivellerede samfund kan der så opstå enkeltpersoner, der har indset, at for Gud står hvert enkelt menneske alene, og har erkendt, at der ud fra den nivellering, der har fundet sted i samfundet, kan drages religiøst set rigtige konsekvenser. Kierkegaard prøver i ”En litterair Anmeldelse” at antyde, hvordan en sådan enkeltperson arbejder: han gennemskuer nivelleringen, og han understreger den, selv om han godt kan se det djævelske ved den; men han bruger den kristeligt, hvilket dog vil sige, at han ikke taler ligefremt, men indirekte.

Det, Kierkegaard gør i 1855, er nu først, at han fratager sine samtidige den smutvej, de hidtil havde haft. Han havde nemlig i sit store skrift ”Indøvelse i Christendom” fra 1851, hævdet, at det var muligt for den kristne at leve, hvis man ville komme med den indrømmelse, at ens stræben mod det gode intet betød. Som det hed i moralen til første afdeling: ”»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet. Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae” (bind XII, side 64).

Her var der givet mennesket en kattelem; man kunne leve videre som sædvanligt, blot man kom med indrømmelsen. Men da Kierkegaard i foråret 1855 genudgiver ”Indøvelse i Christendom”, ledsager han udgivelsen af en lille artikel i ”Fædrelandet”, og deri lader han forstå, at denne mulighed for, at der dog kunne være nogen sandhed i det bestående, ikke gælder mere (bind XIV, side 80). Nu har han jo erfaret, at det bestående ikke tog ”Indøvelse” som udtryk for et sidste fortvivlet forsvar for det bestående. Derfor må det forvandles til et sviende angreb på det bestående. Og det gøres ved at tage den morale væk, hvori ovenstående indrømmelse er formuleret.

Nu gælder noget andet. Nu gælder der den tese, som det hedder i det lille flyveskrift ”Dette skal siges, saa være det da sagt”, at ved at lade være med at deltage i den offentlige gudsdyrkelse, har man bestandig én stor synd mindre på samvittigheden: man deltager ikke i at holde Gud for nar. (smstds, 85).

Og efter denne svada er det så, Kierkegaard sætter ind med sit frontalangreb på den danske folkekirke. Den prædiker det modsatte af kristendom, den er et stort svindelnummer, præsterne afkræves en ed om at prædike det ny testamentes kristendom, og menigheden fortrøster sig til, at så må det da være den rigtige kristendom, de prædiker; og ingen opdager fupnummeret: at de prædiker det modsatte af kristendom.

Kierkegaard siger det kort og spidst i ”Øieblikket” nr 6: ”Da Hedenskabet opløstes, levede der nogle Præster, Augurer kaldede. Om disse berettes, at den ene Augur ikke kunde see paa den anden uden at smile. I »Christenhed« kan vel snart Ingen see en Præst, eller vel snart det ene Menneske ikke see paa det andet uden at smile – men vi ere jo ogsaa Alle Præster.” Og lidt senere: ”Man kan ikke leve af Ingenting. Det hører man saa ofte, især af Præster. Og just Præsterne gjøre dette Konststykke: Christendommen er slet ikke til – dog leve de deraf.” (smstds. 218f)

Det, Kierkegaard har viklet sig ind i, er en særlig, meget spidsfindig tankegang, hvorefter alle, der ikke som han kan indse, at kirken er et stort bedrag, afvises, og vel at mærke, afvises uden argumentation. For Kierkegaard har for sig selv gennemgået alle argumenter for og imod og fundet ud af, at hans modstandere i virkeligheden er bange for at indse sandheden, den sandhed, som han fortæller dem.

Om Grundtvig kan han således sige, at han har været tilfreds, når blot han i det borgerlige selskab har opnået frihed for sig og sine ligesindede. Og han fortsætter: ”Men hvis da G. for sig og Sine havde opnaaet hvad han vilde, var det altsaa hans Tanke, at lade hele det uhyre Sandsebedrag bestaae, at Staten udgiver sig for at være christelig, at Folket indbilder sig at være Christne, kort, at der hver evige Dag forskyldes en Fornærmelse, en Majestæts-Forbrydelse mod Gud ved at man har forfalsket hvad Christendom er. At kæmpe i Retning heraf er vistnok aldrig faldet G. ind”. (smstds. 221).

Sandt nok, Grundtvig ville ikke have kæmpet ved Kierkegaards side i kirkekampen. For han deler ikke den opfattelse, at staten udgiver sig for at være kristen, eller at der hver dag forskyldes en majestætsfornærmelse mod Gud, eller – da slet ikke det – at han og hans ligesindede skulle have forfalsket, hvad kristendom er. Og hvis det var kommet til en normal diskussion mellem disse to åndskæmper, ville Kierkegaard nok have set lidt mere nuanceret på sagen. Men nu havde Kierkegaard så at sige lukket sig inde i sit eget tankeunivers, og så var alle andres opfattelser blevet til fristelser for ham, fristelser, som det gjaldt om for enhver pris at modstå.

Selvfølgelig er dette, at Kierkegaard på den måde lukker af for diskussion med andre, noget, han gør, fordi han nu engang har det naturel, han har. Han siger selv, at han lider af tungsind. Andre har sagt, at han lider af en form for manio-depressiv psykose. I hvert fald må man nok medgive, at det kræver en særlig psyke, om man sådan skal blive en ensom mestertænker. Så vi må altså tage det med, når vi vil glæde os over Kierkegaard, at denne mestertænker også har givet os ikke så lidt at tygge på med sit skrift ”Øieblikket”.

Men han opfordrer ikke til vold. Han udøver ikke selv vold. Man kan vist godt sige, at han vil nedbryde folkekirken. Men han vil nedbryde den ved at få folk til at holde sig borte fra den, ikke ved at borttage præsternes lønninger eller sligt. Nej, nivelleringen skal gennemføres fuldt ud, så heller ikke folkekirken mere har nogen autoritet.

Jeg er da så udmærket klar over – og det kan vel enhver også se – at der er himmelvid forskel fra Kierkegaards fredelige forsøg på at etablere ”Katastrophe i Aandsforhold” til Breiviks voldelige forsøg på at gøre opmærksom på rigtigheden af sin analyse af forholdet mellem kristendom og islam. Men ensomheden er de fælles om. Dette at afskære sig fra al diskussion med anderledes tænkende er noget, der præger dem begge. Dette at se på andre tanker som fristelser, der bør modstås, finder man hos dem begge.

Derfor kan Kierkegaard ‘bruges’ til at finde ud af, hvad der drev Breivik. For jeg giver da Politiken ret i, at diagnosen ”sindssyg” giver os en uheldig mulighed for at feje fænomenet Breivik ind under gulvtæppet, så vi udelukker ham fra menneskeheden. Men jeg giver bestemt ikke bladet ret i dets ret overfladiske analyse af forholdet mellem Breivik og tilhængere af eurabia-teorien, den teori, der går ud på, at muslimerne stræber efter at vinde Europa for deres tro. Der foregår et logisk spring i Breiviks tankegang, og det kan være af betydning at finde ud af, hvor det spring foregår. Men hidtil har man ikke kunnet påvise andre, der har Breiviks tempelridder-teori. Derfor må man gå ud fra, at den er hans egen opfindelse. Og problemet bliver så at finde ud af, hvordan han kan vikle sig selv i den grad ind i sine selvopfundne teorier, at han må drives frem mod udåden på Utøya. Det er ikke nok blot at sige, at han er sindssyg. Men det er heller ikke nok at mene, at eurabia-teorien er den udløsende kraft.

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Sådan står der i begyndelsen af johannesevangeliet, og sådan begynder for øvrigt også det evangelium, der skal prædikes over 1. juledag. Så hvis jeg tager mit udgangspunkt i dette ord, så må det vel nødvendigvis blive en prædiken, der kommer ud af det.

Ja, det skulle man tro. Men jeg véd faktisk ikke rigtig. Lad os vente og se!

Min grundtese er, at alle mennesker i grunden styres af sproget. Godt nok bilder vi os som regel ind, at vi er vort eget livs pilot, men så meget kan vi vel blive enige om, at vi er dybt afhængige af andre. I første række naturligvis på den måde, at vi, hvis vi skal styre noget som helst, skal styre ud og ind mellem de forhindringer, som de andre, bevidst eller ubevidst, lægger i vejen for os. Det er meget få af os der er diktatorer og på den måde kan få deres vilje igennem uden videre (det kan diktatorer forresten heller ikke; de er nødt til at tage hensyn til de oprørstendenser, der kan opstå i befolkningen). Men i hvert fald alle vi andre, vi kan ikke bare gøre det, vi har lyst til. Vi må tage hensyn.

Men ikke bare på den måde er vi afhængige af andre. Vi er det også med hensyn til det, vi vil, til det, vi har lyst til. Hvad vi har lyst til, hvad vi inderst inde vil, er ikke noget, der kommer til os som en åbenbaring, heller ikke noget, vi spinder ud af vore egne kirtler, nej, det er noget, der indpodes i os under vor opvækst, eller mere præcist: det er lyster og viljer, der dannes i os, når vi skal kæmpe vor kamp med traditionen og sproget.

”Og sproget”? Det var dog mærkeligt. At vi skal kæmpe med og mod traditionen, det er vi godt klar over. Men kæmpe med sproget? Hvordan det?

Det skal vi f.eks. på den måde, at vi hele tiden stilles overfor den gyldne regel: at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12). Det er ikke nogen speciel kristelig regel, men det er nok Jesus, der har formuleret reglen skarpest. Logikken i den regel er ikke svær at få øje på. Hvis ikke vi ligefrem mener, at vi er hævet over alle andre, så må vi være opmærksom på, at ønsker vi noget gjort af andre, så vil andre selvfølgelig også kunne forvente det tilsvarende gjort af os.

Vi kunne også fremhæve det stærke Jesus-ord om, at man ikke skal se splinten i næstens øje, hvis man selv går rundt med en bjælke i øjet (Matt 7,3f). Dette ord har man godt nok ikke fundet hos andre, men dets logik er af samme art som den gyldne regels. Det vil sige: også det er almenmenneskeligt.

Sådan en logik ligger også bag diverse forestillinger om, hvad retfærdighed er. Disse forestillinger er vel, bevares, ofte meget lokalt farvede. Man har jo arvet vidt forskellige samfund at applicere sit retfærdighedsbegreb ind i, og der har op igennem historien været rig lejlighed til at forarges på dette og hint arrangement som uretfærdigt. Men alligevel: når vi drøfter, hvad der er retfærdigt og hvad uretfærdigt, bruger vi en målestok, der på forhånd ligger i sproget. Man kalder det ”den naturlige lov”. Eller man siger som Paulus, at vi alle har loven skrevet i vore hjerter, og at det viser sig, når vore tanker anklager og forsvarer hinanden (Rom 2,14).

Det, der imidlertid er det karakteristiske ved vores kamp med sproget, er, at det er en kamp i frihed. Blandt andet derfor har den udvikling af sprogets iboende tendenser, som har fundet sted op igennem historien, ofte taget utrolig lang tid. Slavernes frigørelser er ét eksempel. Kvindernes ligestilling et andet. Det vil sige, den kamp med sproget, som hver ny generation skulle føre, er ofte blevet hindret, fordi der var noget, det var forbudt at sige. Den frie tale, som er forudsætningen for al udvikling, det frie rum i samfundet, hvor man ustraffet kan sige, hvad man mener, er en ret moderne opfindelse.

Den 25. september 2007 havde jeg et indlæg her på bloggen, der hed ”Islam kan ikke være demokratisk – muslimer kan”, se her. Tillad mig her at komme med et par yderligere eksempler til belysning af sandheden i den påstand! Den store muslimske filosof, Ibn Khaldun (1332-1406), går tilsyneladende helt ind for den islamiske tese, at islam skal udbredes om nødvendigt med magt. Men når det drejer sig om, hvordan den ene muslim underviser den anden muslim, når det har med det problem at gøre, hvordan man får en undervisning til at fungere, så véd han pludselig godt, at det ikke drejer sig om magt, at man er nødt til at afvente, at forståelse af sagen indfinder sig, og at en sådan forståelse har frihed som sin forudsætning. Se hans store værk, Muqaddimah, kapitel 6, afsnit 36.

Et andet eksempel kan hentes fra al-Ghazzalis tankeverden. Når jeg i en artikel i Kristeligt Dagblad den 20-12 2011, se her, kan hævde, at denne muslimske tænker når frem til noget af det samme som Luther, skyldes det, at også han er et menneske og har mulighed for at opleve det sande ved sprogets virkemåde: at et menneske først bliver ægte, når det får frygten helt aflivet, eller – hvad der er det samme med lutherske termer – at et menneske først slipper for den angstfyldte kamp for at retfærdiggøre sig, når det kommer til tro på, at det på forhånd er retfærdiggjort. Det vil nogen nok lidt nedladende kalde ”naturlig teologi”, og sandt nok, ”naturlig teologi” var et fy-ord, dengang da Barth havde det store ord at sige i teologiens verden. Men ser man teologiens opgave som den at grave ned i sprogets dybtliggende mysterier, så falder det naturligt at sige, at et hvilket som helst menneske må kunne afdække disse mysterier. Og den kristne påstand, at Jesus er Guds énbårne søn, at der altså ikke gives nogen anden vej til sandheden end ham, fremstår ikke mere som en åbenbaringspåstand, men som noget, man har erfaret sig frem til.

Holder vi fast ved en sådan overbevisning om sprogets styrende egenskaber, betyder det også, at vi kan se med større optimisme på det såkaldte arabiske forår. Det er ikke nemt at vide, hvor vi ender. Men hvis vi bekymres over, at de såkaldte islamister synes at vinde valgene i både Egypten og Tunesien, så skal vi huske på, at deres program allerede ved at deltage i valgene har ændret karaktér. De har fået demokratiet ind deres program, modsat f.eks. Hibz ut Tahrir, hvis fremtidige kalifat ikke er bygget på nogen forestilling om demokrati. Selvfølgelig aner vi ikke, hvad det fører til. Men hvis man advarende vil sige, at jo også de østeuropæiske kommunist-lande havde demokratiet inde i deres forestillingsverden, så kan man beroligende tilføje, at disse lande jo netop gik ned med flaget som diktaturer, og gjorde det, måske netop fordi det i det lange løb er svært at hykle med demokratiet, altså, at det er svært at bilde folk ind, at de skal vælge, når valgene er afgjort på forhånd.

Videre: Når mange litteraturfortolkere mener, at romanforfattere gennem deres kunst er med til at afsløre for os, hvad der ligger ved roden af vores tilværelse, har det med det samme at gøre: det, disse forfattere afslører (hvis det er god kunst, de leverer), er, hvordan vi styres af sproget, hvordan tilgivelse kommer over os, hvordan had bemægtiger sig os, begge dele styret af de tanker og forestillinger, sproget lægger til rette for os gennem den kultur, der er vores. Det kan naturligvis siges på mange måder.

Den franske professor Marc Auchet har skrevet en disputats om Kaj Munk. Den blev udgivet på dansk under titlen ”De lollandske Stjerner”. Den er forsynet med et forord af F. J. Billeskov-Jansen. Heri hedder det bl.a.: ”dybt i digtning og drøm ligger forestillinger, som vi har med fra menneskehedens begyndelse, arketyper som ,,havet” eller ,,skibet”, to urbilleder på moderen, moderskødet. Ved at bestemme en digters forhold til en eller flere arketyper, har man, mener jungianerne, mulighed for at bestemme strukturen i digterens mentale univers, de billeder, mennesketyper, problemstillinger, der behersker værkerne, eller værket, forfatterskabet under et”. (Citeret fra min afhandling om Kaj Munk og Martin Luther, se her).

Senere i den afhandling prøver jeg at vise, hvad der da er min fortolkningsramme. Jeg bruger sidste scene af Kaj Munks ”En Idealist” som eksempel. Her kaldes jomfru Marie op til Herodes. Han vil bruge den sidste aften i sit liv til at voldtage hende. Men det kan han ikke. Hvorfor ikke? Mit forsøg på svar lyder sådan: ”Det er et spørgsmål om roller. Herodes kan ikke få hende ud af den rolle, hun synes, situationen lægger op til: Rollen som den trygge ægtehustru, der er blevet kaldt op til en fremmed herre og nu venter — lidt utålmodigt — på at få at vide, hvorfor hun er hidkaldt. Og unægtelig, den rolle forefindes, den er oven i købet naturlig ud fra situationen. Men den rolle, Herodes vil have hende til at indtage: rollen som den smukke kvinde, der véd, at hun med sin skønhed virker opæggende på mænd, derfor også på den mand, hun nu er alene med, og som derfor også er angst for overgreb fra disse mænd med den manglende selvbeherskelse, den kan han ikke få hende ind i”. (se her).

Jeg skriver videre: ”Og til hver rolle er knyttet bestemte opfattelser af andre mennesker, et bestemt sæt af ord og sproglige logikker, som styrer mennesket i den pågældende rolle. Det spændende, det, der er den stadige genstand for forfatteres undren, det, de til stadighed vil henlede vor opmærksomhed på, er nu, hvad der får mennesker til at skifte roller, hvordan det går til, at et menneske springer over fra én rolle til en anden, skønt det jo betyder et skifte i ordforråd og sproglig logik. Hvordan ændres rollen som trygt hvilende ægtefælle til rollen som kæmpende mand eller kvinde i ægteskabet? Hvordan ændres rollen fra forurettet ægtefælle til trygt elskende ditto?”

Jeg tillod mig dengang at tolke dette ud fra kristentroen: ”Det er den menneskets gåde, som teologen betegner med ordene syndefald og oprejsning. Det er den gåde, som vi mener kun kan løses med talen om guden, der blev menneske. Det er det mystiske i vort liv, som opløses og forklares med talen om Helligåndens indgriben, så hjerter forvandles.” Og bevares, dette er en tolkning, det er den kristne tro, der tolker begivenhedsforløbet sådan. Men kunstneren selv ser anderledes på det. Han kender ikke alle disse fine ord: ”gudens menneskevordelse”, ”Helligåndens indgriben”, osv. Han trænger kun med sin fantasi ned til menneskelivets dybeste grund og beretter, hvad han ser dernede.

Det gav Kaj Munk udtryk for i et brev til professor Einar Christiansen, som han havde mødt på Det kgl. Teater og drøftet skuespillet ”En Idealist” med. Munk skriver: ”Kun med én Udtalelse skuffede De mig. At De, en gammel Rotte paa Dramaturgiens Loft, kan finde paa, at ”En Idealist” skulde ende med, ende ved Mariammes Død! Og saa denne Tilføjelse: ”Jeg forstaar nok, at De som Præst maa have den Tilføjelse”. Højstærede Herr Professor, det var en blodig Fornærmelse. Naar jeg skriver, saa er jeg Kunstner, F. g. m., bare enestens Kunstner, saa er jeg Vorherre for mine Mennesker, og Vorherre er ikke mere Præst end Alfons, og saa lader jeg dem ende, som det er rigtigt.” (Brev af 3. juni 1931).

Javist, det lyder meget rigtigt. Det er Munks dramatiske sans, der har fået ham til at lade alt i værket stile frem mod denne sidste scene, ikke hans kristentro. Men ikke desto mindre kom Munk til, forvarende eller uforvarende, at fortælle, at da Herodes ser, hvordan Jesusbarnet leger med hans scepter, siger han: ”Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand.” Og derved kom han til, som dramatiker, at give udtryk for en gedigen kristen, teologisk anskuelse: at kristendommen gennem det demokrati, den har været katalysator for, faktisk kan danne samfund uden den voldsanvendelse, som Herodes anså for nødvendig. Godt nok var det måske uforvarende, Munks dramatiske talent kom til at sige det, for noget tyder på, at Munk i trediverne helt havde glemt, hvad han lod Herodes sige i tyverne. Men hvad han skrev, det skrev han. Og det, han skrev, var altså klar kristenteologisk tale.

Men selvfølgelig, jeg forstår da godt, at Munk blev fornærmet på Einar Christiansen. For han ville jo med sin bemærkning ugyldiggøre den sidste, for Munk uløseligt medhenhørende scene. I den påstand, at Munk skriver denne scene, fordi han er præst og har et forkynderærinde, ligger gemt en vis afstandtagen: ”Ja, den er god med Dem, pastor Munk. Jeg forstår nok, at De som præst er ude på at tale for Deres syge moster. Men jeg er selv i stand til at trække det halve fra!”

Og det spørgsmål må derfor lyde til alle prædikanter og til alle, der hører de kristne prædikanter: Er det, som præsten gør, når han prædiker, identisk med at tale for sin syge moster? At prøve at få flere hen i kirken? At søge at liste kristentroen ind i folk næsten uden at de mærker det? At fifle lidt med det ene ord og luske lidt med det andet begreb for at få de sære kristelige ord til at glide ned?

I den forstand er dette i hvert fald ikke en prædiken, men kun den rene og skære oplysning om, hvordan menneskelivet er indrettet. Vi er alle besat af det Ord, ved hvilken verden blev skabt. Vi er alle indfældet i sproget, vi arbejder alle ud fra sprogets forudsætninger. Vore videnskabsfolk gør det i deres videnskab, vore litterater gør det i deres romaner og dramaer og film, og vore teologer gør det med deres tekstfortolkning af de sære begreber og usædvanlige forestillinger og med deres tanker om sprogets Gud som tilværelsens inderste kraft.

Men bevares, ligesom romanforfattere vil noget med deres roman, filmfolk vil noget med deres produkt, sådan vil jo også teologer noget med deres udgydelser. Med disse udgydelser vil jeg således have folk til at stole på sprogets magt i stedet for på våbnenes magt, stole på den Ordets magt, der uanseligt virker bag ryggen på os. Jeg skal ikke på nogen måde nægte, at det er en magt, der ikke er til at se i det ydre, det er en magt, man må tro på, og vil man klandre mig for det – måske ved at kalde dette en prædiken – så vil jeg henvise til, at det er nøjagtig det samme, romanforfattere og dramatikere gør: også de vil noget med deres værker, også de vil have folk til at tro på det drama, der fortæller.

Prædiken eller livsoplysning? Vælg selv! Men vælger man betegnelsen ”prædiken”, gør man altså også alle andre litterære værker til prædikener. Hvilket måske i sidste ende ikke er så galt.